Den sikre død

Lyt til artiklen

Kathy Reichs har to grundlæggende problemer i sin seneste roman om retsantropologen Tempe Brennan, der ligesom sin forfatter er udøvende retsantropolog i Montreal og professor i faget ved universitetet i Charlotte, North Carolina. Det første er hun selv ude om ved sit valg af emne, og det består i at engagere sine læsere i opklaringen af nogle rockeres mord på nogle andre rockere. Eller med andre ord: Hvorfor kan vi andre ikke være ligeglade med, at de går og myrder hinanden? Det andet problem har hun også haft i sine to foregående bøger, 'Deja-død' og 'Dagens død', og har det i øvrigt tilfælles med Patricia D. Cornwell og alle tidens øvrige forfattere til retsmedicinske spændingsromaner: Skildringerne af retsmedicinerens arbejde kan ikke alene bære en hel spændingsroman, så videnskabskvinden må på en eller anden måde manøvreres ud af sit laboratorium og ind midt i efterforskningen, så hun kan komme i livsfare og præstere noget action. Det første problem snyder Kathy Reichs sig udenom ved at lade en niårig pige og en naiv teenager lade livet som tilfældige ofre for rockernes vold. På den måde slipper hun for at skulle argumentere for, at selv rockere har krav på lovens beskyttelse, og at det, uanset om folk er medlemmer af organiserede forbryderbander eller ej, altid er uacceptabelt, at de slår hinanden ihjel. Den sidstnævnte løsning havde været interessantere, men Reichs vælger altså det sikre og nemme ved at appellere direkte til alle normale menneskers frygt og afsky for rockeruvæsenet. For at sandsynliggøre Tempe Brennans rolle som action-heltinde griber Kathy Reichs ligesom i sine tidligere romaner til et par lidet troværdige sammentræf i form af en forbryderisk forbindelse mellem Montreal og North Carolina og en nær slægtning af Brennan, som viser sig at være direkte og livsfarligt involveret i sagen. 'Dødelige beslutninger' er ikke Kathy Reichs' bedste roman, men da stadig anvendelig underholdning for læsere med en mere eller mindre morbid interesse for retsmedicinens mange fantastiske - og fantastisk makabre - finesser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her