Enhver, der har færdedes en smule i litteraturhistoriensstore støvede lagerrum, er vel før eller siden stødt på - om ikke andet så i det mindste en henvisning til - troubadourerne, disse høviske kærlighedsdigtere fra den sydfranske middelalder. For de fleste er troubadourerne - for nu at blive i lagerrumsbilledet - en gammel papkasse der aldrig har været åbnet. John Pedersen, professor emeritus i romanske sprog og litteraturer, har nu åbnet kassen og bredt et repræsentativt udvalg af dens indhold ud i en ny antologi, som meget passende hedder 'Troubadourernes sange'. Troubadourpoesien fra 1100- og 1200-tallet repræsenterer nogle afgørende udviklinger i europæisk litteratur, og der refereres ofte til den - og endnu oftere til myten om den. For det er ifølge Pedersen egentlig de færreste, der overhovedet kender troubadourpoesien, hvilket bl.a. skyldes, at den blev skrevet på et sprog, occitansk, som de sidste mange hundrede år kun har været kendt af specialister. Pedersen går i sit glimrende forord bag om myten og tegner et billede af troubadourpoesien som en langt mere uhomogen og varieret størrelse, end man er vant til at tænke. Det afgørende nye hos troubadourerne var, at det ikke var kvinden, men manden, der elskede og længtes, men derudover er der langt fra noget entydigt syn på kærligheden i de mange digte. Og kærligheden er heller ikke det eneste tema, også sociale og politiske emner tages op, ofte i symbolsk kodet form. Pedersen betegner troubadourlyrikken som »poetisk kunsthåndværk« og fremhæver, at digtene »udviklede et formsprog, som betød afgørende bevægelser mod en moderne litteraturopfattelse: litteraturen som sprogligt kunstværk«. Og han redegør kort for gendigtningens principper: Det er tilstræbt, at den skal være »tro mod forlægget og i rimelig grad æstetisk tilfredsstillende«. De principper kan ingen vel have noget imod. Om det første krav er opfyldt, kan kun specialister afgøre, og bortset fra det første digt er de originale, occitanske versioner ikke optrykt. Om de er æstetisk tilfredsstillende, er heller ikke helt let at vurdere, for John Pedersen har desværre ikke givet mange oplysninger om originalernes præcise metriske form. Men man kan konstatere, at troubadourdigtene benytter en på én gang monoton og akrobatisk rimteknik, hvor det kort fortalt er de samme lyde, der rimes på igen og igen. Det er vanskeligt at gøre på dansk, men John Pedersen har gjort det, og det er i sig selv imponerende. Prisen er til gengæld, at versene rytmisk set er temmelig uformelige: Det er i orden, at Pedersen har tilladt sig omvendte ordstillinger ud fra et argument om, at digtene gerne må se gamle ud. Men versefødderne snubler nu alligevel ret ofte, og musikalske kan gendigtningerne næppe kaldes. John Pedersen skal dog ikke have utak for sin indsats: Det er prisværdigt, at danske lyriklæsere nu kan kigge nærmere på denne gamle, men meget væsentlige litteraturhistoriske papkasse. Man får alt i alt et fint indtryk af troubadourernes sange.