0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den kedelige front

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Under Anden Verdenskrig kaldte tyskerne Danmark for Flødeskumsfronten. Stedet, hvor bomberne ikke faldt ud af himlen, hvor husene stod uden skrammer, og hvor det ikke var lemlæstede soldater, der fyldte hospitalerne. Og hvor de pragmatiske danskere sagtens kunne være venlige mod værnemagtens soldater, bare andre ikke så det.

Sådan oplever kommandanten i den vestjyske forlægning Hvedde det. Efter år i Frankrig, i Rumænien og Ukraine er det som at komme på ferie - en lidt kedelig og kold ferie ganske vist, midt i januarkulden 1943, men han får ro og rigelig tid til at tænke sig om.

Peter H. Fogtdal har i sin roman forsøgt at skildre en humanistisk indstillet nazist. Baggrunden for romanen er personlig:

Under besættelsen blev Fogtdals jødiske morfar ven med en østrigsk soldat. I romanen kaldes han Andreas Spiess. Om ham ved han kun to ting: at han kom fra Wien, og at han havde oplevet frygtelige ting ved østfronten.

Fogtdals roman er et omfattende forsøg på at forstå denne østriger og stykke en mulig baggrund sammen til ham, så hans bevæggrunde til at melde sig frivilligt under fanerne bliver begribelige. Og til at redde hans morfar.


Vi befinder os skiftevis i Vestjylland i perioden januar-oktober 1943 og i Andreas' fortid, som han møjsommeligt erindrer sig igennem. Han forlader Wien som 23-årig i 1934 og rejser til Berlin i et ungdommeligt ønske om at opleve de nye vinde, optimismen, fremtiden.

Bag sig har han et afbrudt litteraturstudium, en hævet forlovelse og en indeklemt, religiøs opdragelse. Nu vil han være forfatter, en intellektuel vagabond uden snærende borgerlige bånd.

En ven skaffer ham noget arbejde med at læse tekster fra forskellige religiøse bevægelser igennem. De skal støvsuges for politik. Han bliver efterhånden en del af nazisternes censur- og propagandamaskine, først uden at være helt bevidst om, hvad hans arbejde bruges til, dernæst fuldt klar over og indforstået med, at der skal ryddes op og oplyses på rette måde, før den store fremtid kan indfinde sig.

Når han ser jøderne blive maltrakteret, har han det ikke helt godt, men efter at han som propaganda-journalist har oplevet Hitlers indtog i Wien ved landets Anschluss er han forført og begejstret og melder sig som frivillig.

I Ukraine kommer han til at arbejde på kontoret i en kz-lejr. Han kommer til at føre jøderne til nedslagtning i en massegrav, en skildring, der giver mindelser om D.M. Thomas' mareridtsbeskrivelse af Babij Jar i romanen 'Det hvide hotel'.

Senere såres vor humane nazist og ender på en skånepost i Danmark, plaget af mareridt, godt træt af krigen og anstrengelserne ved at holde et truende psykisk sammenbrud i skak.

Han når at advare byens eneste jøde, Huda, og give ham en flugtrute, da han står på listen over dem, der skal arresteres i oktober 43. »Du er et godt menneske«, siger Hudas danske kone ham.


Fogtdal har ikke skrevet denne bog, fordi vi skal være enige med jødens kone. En enkelt modig handling kan ikke opveje de forbrydelser, uniformen gør ham til en del af. Selv om han føler sig som et offer, er han en bøddel. Helt så vidt fører hans bevidste selvransagelse ham dog ikke:

»Jeg blev ført hele vejen af noget, der var større end mig selv. Sådan følte jeg det i hvert fald; som om det var min opgave at få det bedste ud af de kort, jeg fik tildelt. Men måske er det en fej mands filosofi. Måske har jeg lært at tænke sådan, fordi feje mennesker altid foretrækker at være ofre i stedet for bødler; fordi feje mennesker ser skæbne, hvor der burde være fri vilje«.

Romanen, der er forfatterens ottende bog, er velfortalt og elementært spændende med megen vestjysk besættelseskolorit. Den giver et billede af en mand, der engang opfattede sig selv som idealist, som kom i tvivl om metoderne, men var forført af målet. Til sidst føler han sig bare fortabt.

Der skal nok være de læsere, der har problemer med autenticiteten i dette portræt, der endda er udformet som en jegfortælling. Jeg spørger også mig selv, om en 45-årig dansk forfatter virkelig kan skildre dette stof indefra. Men når der er tale om andre, mere fjerne historiske perioder, godtager vi det jo uden videre.

Men uanset hvad, så falder romanen direkte ind i tidens interesse for dem, der ad forskellige veje lod sig indrullere under ikke bare disse, men også andre faner. Hvor meget skal vi forstå deres bevæggrunde, og hvor angerfulde og bekendende skal de optræde?

Hvor går grænsen for forståelsen, og hvor går den for fordømmelsen? Disse spørgsmål rejser romanen med diskret provokation.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce