For alle, der nogensinde har gruet for X-Mens skæbne under Mutant Massakren, håbet, at Peter Parker, alias Edderkoppen, scorede Mary Jane eller grundet over, hvad Batman og Robin lavede i Bathulen, når lyset var slukket, så er Michael Chabons nye bog, 'The Amazing Adventures of Kavalier & Clay' sagen. Men også for dem, der har brugt deres ungdom på mere opbyggelig litteratur end superhelteserier, er der rigelig grund til at læse bogen. I 'Amazing Adventures' har Chabon, der tidligere har skrevet bl.a. 'Wonderboys' (filmatiseret med Michael Douglas) skrevet en multi-facetteret, underholdende og bevægende bog om USA og dets folkelige kultur i 1940erne og 50erne. Bogen er en ubetinget kærlighedserklæring til smudslitteraturen, tegneserierne og muskelmændene, som gennem generationer har holdt mangen en dreng oppe til langt ud på natten. Men Chabons nye bog er meget mere end det, forfatteren forsøger at dække et bredt spektrum, fra Tjekkoslovatiet til Antarktis, fra superhelte til kærlighedsaffærer og censur. Et ambitiøst mål, der i imponerende grad lykkes. Det hjælper naturligvis, at Chabon helt åbenbart ved rigtigt meget om epokens historie og kultur, men det som for alvor udmærker bogen er hans forståelse for, hvad massekulturen egentlig betød i perioden, hvordan han gennem den giver et sindbillede på en tid.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























