Her næsten 100 år efter dens fremkomst anmelder man vel bedst den danske litterære kanons største kanon ved at bringe citater. »Ja, det var en Lykkedag. Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at hælde gudsfrygtigt med Ørene« (s. 22). Men der er ikke mange lykkedage i Mikkels liv, og nogle år senere ser han således ud: »Han var klædt som en velforsynet Landsknægt, Mikkel, og havde gode Vaaben. Men de prunkende Klæder stak af mod Ansigtets Udtryk af Armod; det røde Børsteskæg gav ham nok en farlig mine, alligevel kunne det ikke skjule Mundens tavse Sprog, stædig Hjemløshed, Overlæben var tyk af hemmelig Græden alene« (s. 91). Citaterne er fra romanen Kongens Fald af den 28-årige Johannes V. Jensen, (f. 1873). At han snart efter - i 1906 - udgav nogle af århundredets mest indflydelsesrige digte og i 1944 fik Nobelprisen i litteratur, ved vi strengt taget ikke endnu. Stillet over for den opgave på få centimeter at karakterisere et stykke sprogligt og psykologisk suverænt skabt åndshistorie er det fristende som uformående anmelder bare at slå ud med armene: Der er ikke mere at sige, læs selv.
Sproget består
Lyt til artiklen
