Sandheden er nogle gange til at brække sig over.
Så det gør den unge kvindelige fortæller i ’Apropos Opa’. Som titlen på Julia Butschkows roman mere end antyder, skal sandheden findes et sted i Tyskland et par generationer tilbage, dengang ungdommen heilede og fremtiden syntes blond og blåøjet. Resten er beskidte historiske facts, skyld og fortrængninger, der går i arv. »Opa er død.// Min far ringer på min mobil.// »Det var det, siger han««. Mere står der ikke på den første side af Butschkows roman, resten er luft, tomhed. Eller blankt papir, der skriger på at blive fyldt ud, som en slags dementi af faderens underspillede »det var det«. Lige her, i anslaget til en historie om fortielser, fungerer Butschkows ordknappe teknik perfekt. Drager til Berlin Og måske har far og datter også på deres egen krampede facon fået talt ud om Obersturmbahnführeren fra Berlin i løbet af de 200 sider, den minimalistiske slægtsroman fortælles, tidsmæssigt indrammet af Opas indlæggelse og død, måske ’ var det det’. I hvert fald når både far og datter til en art erkendelse af Opas – og hans forhistories – eksistens, i og med at de begge drager til Berlin for at bevidne Opas død og dermed også hans liv. Med ’Apropos Opa’ skriver Julia Butschkow (f. 1978) sig ind i den aktuelle bølge af litteratur, hvor de menneskelige omkostninger af Anden Verdenskrig fortolkes eller perspektiveres af krigens børnebørn. Knud Romer Jørgensen (’Den som blinker er bange for døden’), Marina Cecilie Roné (’Blomsterbørnene’), Morten Brask (’Havet i Theresienstadt’), Solvej Balle (’Frydendal’ ) og Henriette E. Møller (’Kaiser’) hedder en håndfuld af de – meget forskellige – danske forfattere, der på hver sin måde skriver i krigens skygge.
