I forståelsen af Karen Blixen går der ingen vej uden om Aage Henriksen.

Lige fra den 31-årige magisters første radioforedrag om ’Karen Blixen og marionetterne’ og til essayet ’Månefruen’, nyskrevet til denne samlede udgave af i alt tolv essays, udlægger den nu 87-årige professor de centrale symboler og problemstillinger i forfatterskabet sådan, at en kritisk læsning uden ham ville svare til forsøget på at læse et ukendt sprog uden ordbog: måske ikke umuligt, men unødvendigt usikkert.

Netop radioforedragenes udlægning af især skæbnemotivet - og Blixens og Kierkegaards fælles »frygt for den dæmoniske æstetiker« - var så præcis en nøgle til forfatterskabet, at den lille bog - på Blixens opfordring trykt hos Wivels forlag samme år, 1952 - på stedet distancerede Hans Brix’ 1949-moppedreng om ’Karen Blixens Eventyr’ og kom til, sammen med Henriksens to 1956-essays ’De udvalgte’ og ’Det drømmende barn’, at stå som dén kritiske indgang til fortolkningen af hendes værk.

To år efter Blixens død blev de suppleret af amerikaneren Robert Langbaums tekstnære værklæsning i ’Mulm, stråler og latter’ i 1964, da den eksotiske dames selvskabte image endnu skyggede både for dele af fortællingerne og for en oprigtig interesse for hendes eget liv.

Først Thorkild Bjørnvigs udgivelse af ’Pagten’ (1974), Frans Lassons af hendes ’Breve fra Afrika’ (1978) og selvfølgelig Judith Thurmans store biografi i 1982 åbnede for en biografisk datering af værkernes syn på liv og kunst.

Kunstens pris
’Pagten’, Bjørnvigs titel, skildrer som bekendt ikke alene Blixens (til)bud om en pagt med den unge digter, spejlet i fortællingen ’Ekko’.

Men samtidig Blixens egen Faust-handel, svarende til det, sangerinden Pellegrina Leoni i ’Drømmerne’ opnår ved at miste sin stemme:

»Da lovede jeg Djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulle blive til historier«. Kunst for levet liv, det er prisen.

Hvad der så at sige melder hende ud af livet – sygdommen, udhulingen af farmens økonomi, afkaldet på den elskede luftånd Denys Finch-Hatton eller på det barn, hun i 1925 troede at vente med ham – lader sig vist ikke bestemme.

Måske det hele i forening, for det spidsede alt sammen til i 1926, da hun skrev til broren Thomas Dinesen:

»Lucifer er den engel, som burde have vingerne over mig. Og den eneste løsning for Lucifer var vel oprøret og nedstyrtningen til hans eget rige. I Paradiset – hvis han var forblevet deri – ville han have skåret en ynkelig figur«.

Livsfarligt venskab
Uden at kende det brev så Aage Henriksen tidligt, at sådan en forestilling belyste en figur som ’Alkmene’ – der jo først omgås slangerne uden angst, men tvinges ind under arvesyndens perversion – såvel som udsagnet i ’Kardinalens første historie’ om, at kunstnere og præster aldrig helt kan vide, om de tjener Gud eller hans modpart.

Men selv om hans forståelse udsprang af teksten, før han kendte forfatteren personligt, er den livslange læsning af hende jo blevet i eminent grad indlevet , for i årene fra 1952 til 1958 er han både en nær ven og litterær rådgiver i et bogstaveligt livsfarligt venskabsforhold, som både han og hun i deres sidste ordveksling sammenligner med det mellem Samson og Dalila!

Hos Blixen kom et hof af yngre folk, fra Jørgen Gustava Brandt og Bent Mohn til Jurij Moskvitin og Elsa Gress, men »der kan vist ikke være tvivl om«, skriver Henriksen nu stilfærdigt som introduktion til ’Månefruen’, der låner titel fra Thorkild Bjørnvig, »at han og jeg er de to litterære mænd, som har stået Blixen nærmest, og vore venskaber med hende forløb i beslægtede kurver, hvori månekraft spillede en afgørende rolle«.

Grotesk læsning
Hans 1984-essay om disse oplevelser ’På Rungstedlund’ er stadig gribende læsning – men også grotesk:

En søndag i begyndelsen af februar 1958 ligger Blixen – hævder hun – døende i sin seng »næsten skjult i en sky af skarlagenrød aura, hvori det hvide, hvirvlende fosforlys svævede som en skive«.

På kommando sætter han sig på hendes sengekant og bøjer sig ind over hende, hvorpå hun »borede en finger hårdt og længe ind i nakken på mig«.

Det skal indskydes, at da har Henriksen i et par år arbejdet med yoga, kundalinikraft (populært sagt: inddæmning af libido, så ’den kvindelige’ energi stiger op gennem kroppens chakra og i issen forener sig med ’den mandlige’) og steinerske, meditative øvelser i introspektion og ’selvopløsning’:

»Det svimlede for mig, da jeg rejste mig fra den ubekvemme stilling. Det var som om hele min underkrop trak sig sammen i krampe og sendte stærke strømme op i hovedet«.

Denne kundalini-blokade gav ham smerter og ufrivillig hovedrysten i de følgende år. Men selv da fik Blixen ham ikke helt annekteret til en ren Henrixen.

Baggesen, Goethe og Rudolf Steiner hjalp ham fri - for ikke at tale om en tålmodig hustru og et godt familieliv, som han til Blixens store krænkelse på et tidspunkt henviser til!

Sporene af Steiners Lucifer-opfattelse i fortællingerne – f.eks. skuespilleren Kasparsen i ’Syndfloden over Norderney’, jøden Marcus Cocoza i ’Drømmerne’ og ’Ekko’ – kommenterede hun ikke. På spørgsmålet, om hun kendte Steiner, svarede hun ifølge Henriksen kun kort:

»Jo, lidt«.

Religiøse urkræfter
Blixens litterære modernisme kalder han nu selv for »en konsekvent dennesidighed, der oplevede rejsning af de religiøse urkræfter, som altid var tæt på hende, som ødelæggelse«.

Så om han gør Blixens fortællinger nogen tjeneste ved at søge en esoterisk tradition i dem, kan man da også diskutere – især hvis man ikke selv modtager åbenbaringer fra det transcendente og alligevel finder hendes verdensbillede smukt og måske ligefrem brugbart.

Trods gengangeren ved ’Et familieselskab i Helsingør’ var hun mig bekendt heller ikke meget for spiritisme.

Størrelser som Gud og Lucifer kan vel bruges lige så metaforisk som resten af figurerne i en god skrøne, og man behøver vist ikke opfatte Opstandelsen som medicinsk kendsgerning for at blive præst i Tårbæk, lige så lidt som maleren for at skabe perspektiv i sit billede behøver hævde, at perspektivpunktet har en fysisk eksistens et sted bag lærredet.

I sit essay om Branners roman ’Rytteren’ siger hun i 1949:

»Det sømmer sig ikke at formæle mysteriet med myten. Hvor man i et kunstværk lader disse to mødes, der sejrer myten«. Helt tilsvarende er det ikke forkyndelsen, men »fortællingen«, der har magt til at svare på menneskets dybeste spørgsmål: »Hvem er jeg?«, fastslår den nævnte kardinal Salviati med det tvetydige tjenerforhold til Gud eller modparten.

På forsiden af første udgave af ’Skygger på græsset’ lod Karen Blixen sig afbilde, »stående på ét ben og med lyset faldende ind i underansigtet, og dermed kendetegnet på samme måde som de farlige, magtfuldkomne kvinder i hendes fortællinger«, noterer Henriksen.

En farlig forfører
It takes one to know one, tænker jeg, for selv er han jo ikke nogen ufarlig forfører – fra min egen studietid midt i 1960’erne husker jeg ham med den udsøgte diktion, de tungt ladede kunstpauser og dvælende blikke ud over auditoriet under den vajende manke, mens dusinvis af disciple såvel som Maria, Magdalena og de andre studiekammeratinder flokkedes for hans fod.

Men da havde Henriksen selv for længst været igennem Vietnam-protesterne og kapitalismekritikken, som vi andre først lige var begyndt på. Hans ikke udelt taknemmelige rolle blev da, i en polariseret tid, at huske os på dybdepsykologiens knap så håndfaste redskaber til at søge sandheden, vejen og livet i litteraturen.

Det er en smuk og storslået gave af ham at udgive det livslange arbejde med Blixen i samlet form. Og dermed også afrunde en fortælling om sig selv og os andre i det halve århundrede.