Hugo Hamilton er irsk journalist, født 1953, og hans erindringsroman fra 2003 har fået fine anmeldelser i England-USA og litterære priser i Frankrig og Italien. Det lyder jo imponerende, men hvorfor har den så været syv år undervejs til os? Har de store forlag ikke kendt deres besøgelsestid, eller har de sorteret bogen fra som for sær og søgt? Det sidste vil jeg ikke fortænke dem i. Det er beretningen om drengen Johannes’ opvækst i 1950’ernes Dublin med en irsk – stærkt irsk – ingeniørfar og en tysk mor, der aldrig er faldet til i Irland. Det er ingen af forældrene, og deres utilpassethed får udslag i, at faderen kun vil tale gælisk og i øvrigt er opfarende, mens Mutti helst vil bage kager, mindes barndommen og familien i Kempen – og i øvrigt synke ind i sig selv. Det gør Johannes og hans bror Franz til lus mellem tre negle, symboliseret i deres tre sprog: hjemmets ’officielle’ gæliske, moderens tyske og den omgivende engelsktalende hverdag, hvor de forudsigeligt bliver drillet som Hitler-unger. Forudsigelig og søgt Romanen handler lige så forudsigeligt om jeg-fortællerens følelse af at være aparte, hans kamp for at manøvrere mellem de tre universer uden for mange knubs fra den hidsige far eller den fjendtlige omverden, hans drengeliv også da faderen dør, hans søgen efter at »blive så irsk som muligt« og overvinde grundfølelsen af hjemve. Så langt, så godt. Eller rettere: det kunne være blevet godt, hvis Hugo Hamilton havde kunnet holde tungen lige i munden og fortælle lige ud ad landevejen. Men han vil partout ’lave litteratur’, og resultatet er blevet det, amerikanerne – mindre smigrende – kalder a piece of writing.
Det er på mange måder en smuk og bevægende historie med poetiske passager og originale indfald. Men. Problemet er det fortællegreb, at alt ses fra en position, der foregiver at være lille Johannes’.
