Da Torben Bille i 2009 skulle anmelde de digitalt restaurerede genudgivelser af de originale Beatlesalbum, stillede han sig spørgsmålet, om det overhovedet var muligt.
At høre pladerne, som om han ikke havde hørt dem før. En næsten umulig opgave.
På samme måde kan det være svært for denne anmelder at forholde sig til Billes Beatleskrønike.
Man kan ikke undgå at blive revet med, når man genlæser lydsporet til ikke blot ens egen, men til en hel generations ungdom. Og genhører!
Beatlespladerne fandt hurtigt vej fra reolen til cd-afspilleren under gennemlæsningen af ’Yeah-Yeah-Yeah!’.
Skrevet med historisk stringens
Arbejdet med Beatleskrøniken må have været den ultimative opgave for flittige Torben Bille. Han har sat sig for ikke blot at portrættere et poporkester, men at skildre et tiår, hvor der blev vendt op og ned på det meste.
LÆS OGSÅ
Bille skriver med historikerens stringens suppleret med selvbiografisk anekdotisk stof fra Sydhavnen i København. En svær metode.
Det lykkes imidlertid i det store og hele for Bille at holde tungen lige i munden og sætte det til tider lidt tunge pophistoriske stof i lokalt perspektiv krydret med uskyldige teenageoplevelser, som vi alle har til tonerne fra The Beatles.
Der er måske ikke særlig mange ’nyheder’ i historien om The Beatles, men der er tale om den mest grundige og detaljerede skildring på dansk af det største fænomen i populærmusik nogensinde.
Bogen er baseret på gennemlæsning og sammenstykning af materiale fra en imponerende mængde af bøger og artikler om ’The Fab Four’, hvorfra citater måske fylder lige lovlig meget på bekostning af flowet i bogen.
Beatles gennembrud i et raceopdelt USA
Vi er med i de røgfyldte beværtninger på Hamburgs Reperbahn, hvor de dengang fem unge rødder fra Liverpool sådan lige akkurat tjente til dagen og vejen ved at spille i timevis foran et tvivlsomt publikum.
Men de mange og lange sessions betød, at Beatles lærte at spille og ikke mindst at spille sammen. De havde stået på scenen mere end 1.200 gange, inden de overhovedet slog igennem i England.
I et af de bedste kapitler i bogen skildrer Bille Beatles’ gennembrud i USA. Det kan i dag være svært at forstå, hvor indelukket og selvtilstrækkeligt det amerikanske samfund var i starten af 1960’erne.
Hitlisterne var domineret af karseklippede ’Bobby’er’, der var leveringsdygtige i pop, som selv mor og far ikke kunne rynke på næsen ad.
Samfundet var raceopdelt, og i Sydstaterne herskede direkte apartheidlignende tilstande. Hvide lyttede ikke til sort musik og omvendt.
Det er derfor musikhistoriens helt store paradoks, at det var fire unge englændere, der åbnede de unge hvide amerikanske ører for landets egen sorte musik.
Beatlemania ramte Danmark
Et kapitel i bogen beskriver de to Beatleskoncerter i KB Hallen 4. juni 1964.
Bille har opsøgt den pæne Frederiksbergpige fra dengang, Benedikte Bramsen, der som et historiens øjenvidne beretter om, hvordan hun i KB Hallen opdagede, at hun kunne skrige, og oplevede, »at der skete noget, som ikke var sket før«.
Beatlemania havde ramt landet.
LÆS OGSÅ Bille taber imidlertid i nogen grad fokus i det danske kapitel. Vi får nemlig en god del af historien om DR’s musikpolitik og om den spirende danske pigtrådsscene, som vel må siges at falde lidt uden for bogens emne. Men det skal ikke ødelægge helhedsindtrykket af en vellykket bog, hvor de efterhånden bedagede ’originale’ Beatlesfans får sat historien i system, men udgivelsens detaljerigdom gør den nok til svær introduktionslæsning for den forudsætningsløse. ’Yeah-Yeah-Yeah!’ afrundes med Torben Billes nyanmeldelser af de digitaliserede Beatlesalbum (2009) og en fyldig bibliografi.
