Frankrig har anslået 2-300.000 hjemløse, heraf 40 pct. kvinder. Det oplyser den franske forfatter Delphine de Vigan i sin roman ’No og mig’, og én af dem giver hun stemme. Det er den 18-årige pige No, der lever på gaden, og hvis liv kun går ud på at finde et herberg for natten, et varmt sted at sidde om dagen. Og muligvis også holde liv i en håbløs drøm om at finde en bortrejst kæreste. Jeg-fortælleren, den 13-årige Lou Bertignac, opdager hende ved Gare d’Austerlitz i Paris, da hun skal lave et projekt om hjemløse til skolen. Hun giver No vodka på en café for at få hende til at fortælle, og efterhånden fatter hun den plan, at No kan bo hos hende. Hvis alle familier tog en hjemløs ind, hvordan ville det så gå? Lou har en intelligenskvotient på 160 og er i konstant udforskning af alt mellem himmel og jord. Noget har hun sandelig også brug for at gå op i, for efter lillesøsterens vuggedød for mange år siden er moderen gået ind i en sort depression. Faderen holder sammen på familien.
Ulighed trives bedre i romantiske relationer
Forældrene går med på ideen, for moderen rives ud af sin apati ved forslaget, og hun blomstrer faktisk op herefter. Lous klassekammerat Lucas, der med forældrenes konstante fravær nærmest bebor deres store lejlighed alene, går også ind i projektet.
Dette her går jo ikke bare godt. Da No kommer sig lidt, får hun arbejde på et hotel, hvor hendes arbejdskraft udnyttes groft. Hun drikker vodka og hugger Lous mors piller, og da familien er væk nogle dage, eskalerer det.
