0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Elegant og hudløs biografi reflekterer over barnedød og selvmord

Fremragende fransk roman følger skabelsen af en skrøbelig kvinde.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Delphine Jouandeau
Foto: Delphine Jouandeau

Dunkelt. Forfatteren skriver om billedet af sin mor, der pryder omslaget: »Hun ser ud til at kigge på nogen eller noget, men det mest sandsynlige er, at hun slette ikke kigger på noget«.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er selvfølgelig fordomsfuldt, grænsende til dumt, af mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at denne romans stof –en datters beretning om sin ustabile, elskede, ulykkelige og døde mor – ville være faldet anderledes klægt ud i en amerikansk forfatters version.

Det er, som om franskmændene kan æstetisere, psykologisere, intellektualisere og mytologisere biografisk stof med særlig smag og en blanding af selvoptaget vovemod og musikalsk mådehold. Seneste eksempel på dansk er Emmanuel Carrères 'Limonov'. Og nu Delphine de Vigan, som ikke før er udkommet på dansk, men er kendt og prisbelønnet i Frankrig.

Hendes mor, Lucile, var født i 1946 som tredje barn i en stor og frodig familie med barnedød, selvmord og skeletter i skabene. Kontrasten i den foregående sætning er reel:

LÆS OGSÅ

Hjemmet er en blanding af venstreorienterede hippienormer, reklamebranche og borgerligt patriarkat med store måltider og harmoniske kønsroller mellem forældrene; en bror drukner som 6-årig, en plejebror dør af autoerotisk kvælning som 15-årig, og en tredje skyder sig som 28-årig, og endelig er der indicier på, at den karismatiske far voldtog den 16-årige Lucile.

Det sidste ville i en anden beretning overskygge og forklare alt. Ikke her, og det er ikke, fordi det bagatelliseres eller bortforklares, men fordi det er en brik i et meget større puslespil, som Delphine de Vigan får lagt, så denne læser trods de afdæmpede virkemidler sidder fordybet og fascineret.

Moderen, Liane, elsker at få børn – mange børn – og går ikke nødvendigvis så meget op i den enkelte. Men hun overøser dem med kælenavne og kærlighed og sørger vildt, når de dør. Lucile er et meget smukt barn, der tjener tiltrængte penge til familien som børnetøjsmodel, dog uden at blive presset.

Billedet af den lykkelige familie
En mildt sagt modsætningsfuld menage.

Ikke desto mindre bruges den som en lykkelig mønsterfamilie – nok det, der ville svare til nutidens stjernefamilie – i et dokumentarprogram.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce