Rumænske Mircea Cãrtãrescus fem store fortællinger er vandringer i det underjordiske, på etagerne under Bukarest, gennem kroppens snævre arterier og hjernens umådelige delta, som det hedder et sted. Først og fremmest er de imidlertid drømmeagtige forvandlinger af det virkelige og en anden måde at opleve på. I bratte overgange mellem det realistiske og det usandsynlige og uden – mange – faste holdepunkter, til gengæld med den største naturlighed, for sådan er det jo i drømme.
Komplicerede metamorfoser
Det kan for eksempel begynde i et boligkvarter uden for Bukarest, tilforladelig beton og åbne tomter, hvor børnene hengiver sig til hemmelige og småsadistiske lege, kort sagt gennemlever deres barndom.
Indtil en dag en mærkelig dreng dukker op og vender deres verden på hovedet med sine fantastiske historier om himmelhvælvet, der i virkeligheden er hjernekuplen på et kæmpemæssigt barn, der igen er en spejling – eller en kloning – af den mærkelige dreng. Eller om at kvinder aldrig parrer sig med mænd, men skjult i bugen bærer på en celle, der på et passende tidspunkt og i komplicerede metamorfoser kan give liv – fra cellen en loppe, af loppen en bille, af billen en frø osv., indtil der af en abe kan komme et menneske.
