Mircea Cartarescu ankommer med en kæmpe Lego-pose. »Jeg prøve altid at købe gaver med hjem til min søn på otte og min kone, når jeg har været ude at rejse«, smiler han på sit afdæmpede og akademisk farvede engelsk med et ordforråd, der ikke altid lystrer.

Den høflige gæst fra et af Europas fattigste lande er tydeligvis ikke en overfladisk verdensmand. Men han skjuler godt, at det sikkert hænger ham ud af halsen, at ethvert interview – med skam at melde også mit – begynder med, at Herta Müllers navn bliver nævnt.