Det er fornemt selskab, USA befinder sig i med sin håndhævelse af dødsstraf – Kina, Saudi-Arabien, Iran, Irak og Nordkorea blandt andet. Min forundring vokser, hver gang jeg bliver mindet om det, så stor er den historiske og mentale afstand vel efterhånden blevet til denne uciviliserede praksis – i vores hjørne af verden. Det er netop denne afstand, som Jesper Wung-Sungs nye korte roman ’Den sidste henrettelse’ tager afsæt i og bruger som et kreativt rum. Dens udspring er en lokalhistorisk begivenhed, den sidste henrettelse i Svendborg – af den kun 15-årige Niels Nielsen. Han var dømt for ildspåsættelse og mord og blev halshugget i 1853.
Det var knap 40 år, før dødsstraf i praksis blev afskaffet i den almindelige danske straffelov, og knapt 100 år, før Vilhelm Birkedal blev henrettet som den sidste krigsforbryder, efter at man havde genindført dødsstraffen i forbindelse med retsopgøret efter besættelsen. Hvorfor henrettede man Niels Nielsen? Niels Nielsen var ifølge Wung-Sungs fortælling en usædvanlig sølle skæbne – uden mor og med en nedslidt og udpint far, som kæmper forgæves for at holde dem væk fra fattiggården. Han havde aldrig fået en chance i det liv, som myndighederne valgte at tage fra ham. Men hvorfor det – hvorfor i alverden henrettede man i 1853 en dreng som Niels Nielsen?
