Voldsom sex og ditto død, halshugning, hængning, spidning og alskens andre, mere improviserede former for drab såvel som lemlæstelser – kan der komme andet end triviel leflen for den dårlige smag ud af billedfortællinger om det?
Nej, lyder svaret i denne sammenhæng, ikke hvis historien tegnes af Milo Manara. Og ja – hvis Francois Boucq leverer tegningerne.
Også selv om teksten i begge tilfælde er leveret af den samme: Den 82-årige, chilensk fødte fortællemaskine Alexandro Jodorowsky – dramatiker, filminstruktør, romanforfatter, tarotkortlæser, serietegner selv og desuden manusleverandør til så fremragende billedsuiter som bl.a. ’Inkalen’ (tegner: Moebius), ’Metabaronernes kaste’ (Gimenez) og ’Månemanden’ (Boucq).
Begge de serier, der her finder deres afslutning med henholdsvis 4. og 7. bind, den ene i renæssancens vilde Italien, den anden i 1800-tallets vilde vesten, bekræfter nemlig påstanden om, at kun to ting er værd at fortælle om: døden og kønnet. Men med en forskel, der anskueliggør stregens egen betydning for livssynet.
Manara blev ren porno
Siden 65-årige italienske Milo Manaras lovende gennembrud i 1978 med den selvreflekterende ’HP og Giuseppe Bergman’ og de efterfølgende tre binds surrealistiske eventyr i minutiøst realistisk sort-hvid streg er det kun gået én vej: tilbage.
Der gik ’Klik-toris’ og ren porno i hans efterfølgende anatomistudier af langlemmede damer, og dét har han ikke frigjort sig fra i de fire bind om renæssance- og incestfamilien Borgia i årene op til 1500.
Rodrigo Borgia – alias pave Alexander VI – og hans to børn, feltherren Cesare og den berygtede, promiskuøst intrigante Lucrezia, kommer omsider selv brat af dage ligesom horder af rivaler og undersåtter.
Men et overblik eller politisk-socialt mønster for deres magtbrynde får vi ikke her i denne billedfortælling, der for en del forbliver stive tableauer i rækkefølge.
En ting er menneskesynet – bl.a. med en åbenlyst uafklaret fascination/fobi over for homoseksualitet, udløst i detaljeret sadisme.
Noget andet formen: I total- og nærbilleder er brutaliteternes omgivelser uden dybde eller fylde, og de større panoramaer er overlæssede myldre-massakrer. Kun i mennesketomme landskabs- eller bygningsstudier lykkes det Manara at forene sin tynde, præcise og således ’dygtige’ pennestreg med en harmonisk farveføring.
Forskellen ligger i udførslen
Håndfast sex viger helten i western-serien nu heller ikke tilbage for. Om Barro Citys enarmede saloonejer Bouncer med den ædle halvblodsprofil, ravnsorte lokker og senet, muskuløs figur drømmer både de koket kyske skolelærerinder, kvindelige bødler og griske enker, unge squawer og den drømmende, længselsfulde Yin-Li.
Midt i et skurkegalleri, der denne gang kulminerer med den bøvede Axe-Head – et økseblad er blevet siddende i skallen på ham! – og hans yngel af morderiske småknægte, som får Fagins lommetyvebande til at ligne en søndagsskole. Kun Bouncers trofaste, trebenede hund Mocho er lige så livsfarlig.
Kulørt galleri, ligesom i renæssanceserien, ja.
Men forskellen er udførelsen: 51-årige Francois Boucq udfolder kampen mellem de hvide drankeres og myndigheders junglelov og den udslettede Nacache-stammes hævn i en dynamisk og dog rolig billed- såvel som sidekomposition, psykologisk velbegrundet farveholdning og varierede portrætstudier.
I ørkenstøvmættede kampscener og storslåede panoreringer over Navajoernes gamle land omkring Monument Valley dukker falloslignende klippesøjler og vaginale kløfter og sprækker op som fuldt relevante kulisser om livs- og dødsdrifternes kamp om riget, magten og æren.
Jodorowskys menneskesyn er illusionsløst, hinsides skam eller barmhjertighed, og Manara evner ikke andet end at trivialisere dét i en forgrovende 1:1 repetition.
Boucqs billedsprog er båret af en kunstnerisk egenvilje, som tilføjer samme menneskesyn en dimension af skønhedssøgen, livsbekræftende i sig selv.
fortsæt med at læse
