'Bitterfissen’ satte sig igennem. Ganske mærkbart. Ikke bare titlen, men hele skildringen af et nybagt forældrepars bristede illusioner om kærlighed, karriere og familieliv trængte sig ind på læseren i Maria Svelands stærke samtidsroman fra 2008. Den blev sågar opført på Nørrebro Teater i en anmelderrost monolog af Ditte Hansen. I det lys er store forventninger til roman nummer 2 naturlige. Maria Svelands ’At løbe’ handler om de to teenagerpiger Emma og Julias tætte venindeforhold, og de tavshedsbelagte, seksuelle overgreb i den enes familie. Umiddelbart et stærkt tematisk anslag i coming of age-toning med gevaldigt dramapotentiale. Det forløses bare ikke.
Bitterfissen: Mor skal da have en gin & tonic I romanens epicentrum står overgrebshistorien med sin ubærlige række af voksensvigt og erkendelsen af, at overgreb ofte løber i familien som en arvelig sygdom fra en generation til den næste, når ingen griber ind undervejs. Emma og Julias alder betinger et sultent blik på verden, som de deler, alt mens de animerer hinanden til at krydse nye grænser, blandt andet da de forfølger og ydmyger en mandlig blotter, som har krænket dem i det lokale skovområde. Hændelsen markerer pigernes mentale transformation fra barn til teenager. I baggrunden rumsterer deres forskellige klassetilhørsforhold, dog som en relativt uvæsentlig detalje for dem selv. Som makkerpar er de nemlig det perfekte match, Julia introvert, tænksom drømmer, Emma krudtuglen med appetit på livet og uden så mange mislyde på bagsmækken. De er hinandens fortrolige og symbiotisk forbundne forbundsfæller, alligevel fortæller Julia ikke Emma alt og slet ikke det om hendes far. Og da hun endelig åbner munden, bryder helvede løs.
