Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Modig. Han fortjener anerkendelse for at have modet til at begive sig ind i det politiske og litterære minefelt, som den  danske krigsdeltagelse udgør.
Foto: Lærke Posselt

Modig. Han fortjener anerkendelse for at have modet til at begive sig ind i det politiske og litterære minefelt, som den danske krigsdeltagelse udgør.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og Saxo Premium til 79 kr. om måneden. Læs mere på politiken.dk/plus


Dansk krigsroman er uhyggeligt livagtig

Lars Husum skildrer gribende en professionel soldats langsomme sammenbrud.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Vi støtter vores soldater’.

Det budskab var klistret på bilerne, da jeg tilbragte efteråret 2003 i USA, få måneder efter angrebskrigen imod Irak var blevet iværksat.

Og sloganet har siden hen bredt sig til Danmark, hvor man også nu med en gul sløjfe i knaphullet eller i bagruden kan flashe sin støtte til de udsendte soldater.

Man kan mene, at det er en overflødig gestus. For er det overhovedet anstændigt at gøre andet end at bakke op om de modige mennesker, som sætter deres liv på spil i felten for at udføre Folketingets beslutning?

Det er beslutningen – som jo i Irakkrigens tilfælde beroede på et snævert flertal – og beslutningsgrundlaget, man kan være imod eller sætte spørgsmålstegn ved, men vel næppe dem, der fører beslutningen ud i livet, og som i alt, alt for mange tilfælde er døde af det.

Den gule sløjfe
Lars Husums anden roman, ’Jeg er en hær’, virker ved første øjekast som det litterære sidestykke til den gule sløjfe.

Det er en solidarisk skildring af en yngre professionel soldats problemer med at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, for nu at sige det enkelt.

LÆS ARTIKEL Romanen følger soldaten Jakob Jepsen, romanens jeg-fortæller, over mere end seks år – fra han indleder et forhold til den seminariestuderende Lone i september 2000 – og til han hænger helt ude i tovene i en livstruende posttraumatisk stresstilstand i januar 2007.

Sideløbende følger romanen Jakobs barndomsven Jesper, som har fulgt ham fra kravlegården i Sorø og ind på samme militære løbebane og menneskelige katastrofekurs.

Chokerende overraskelse
Imellem de to kronologiske og psykologiske yderpunkter er vi med Jakob og Jesper på to missioner – en fredsbevarende i Bosnien og senere på en krigsudførende i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Da de drager ud første gang, virker de nogenlunde psykisk velfungerende, om end noget primitive, men da de drager af sted igen, er deres sind gået i stykker.

Der sker nemlig noget helt forfærdeligt under første mission – ikke i felten, men derhjemme. Det er romanens overraskelseseffekt, som virker chokerende godt.

Det gør også den tragiske effekt, der følger efter, og som er muliggjort af læserens historiske merviden i forhold til romanens personer – vi ved, at angrebskrigene i Afghanistan og Irak ligger forude, og at de to gutter garanteret vil blive hvirvlet ind i konflikten, uden at kunne magte det.
Krigens psykologiske konsekvenser

Det er altså forholdet mellem hjemmet og felten – og umuligheden af at forbinde de to på en bæredygtig måde – som ’Jeg er en hær’ fokuserer på, ofte med et lidt melodramatisk anstrøg À la Susanne Biers kvalmende krigsfilm.

Men krigen virker netop ikke til at være en tilfældig anledning for Lars Husum til at lave melodrama.

Snarere er det en måde at undersøge krigens psykologiske konsekvenser på. Og Jakobs langsomme sammenbrud, med mareridt, virkelighedsforstyrrelser, skyldfølelser og alskens andre stresssymptomer, er skildret med uhyggelig livagtighed.

Mest vellykket er romanens midterdel, mens optakten forekommer mig at være for drævende og slutningen forhastet. Mindre velfungerende er også den enorme følelse af at være misforstået, som hovedpersonen bærer rundt på.

Nedbryder ingen fordomme
Især i romanens begyndelse er Jakob børnesur over de uspecifikke fordomme over for soldater, han føler, han bliver mødt med.

Men med sine ord, tanker og handlinger – der ikke drejer sig om ret meget andet end pik og patter og pumpning af jern – nedbryder han ikke nogens fordomme.

Det gør han heller ikke, når han giver udtryk for, at alt i hæren giver mening, og at alt udenfor er forvirrende. Disse selvudleveringer virker med andre ord ikke tilsigtede.

Vild er jeg heller ikke med de mange idoliserende indslag om Liverpool – som »verdens bedste fodboldhold« – der fremstår som et anstrengt Nick Hornby-agtigt forsøg på at kaste lidt jovialitet ind imellem al alvoren.

Politisk og litterært minefelt

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Jeg er en hær’ er dog, alt i alt, ikke nogen skuffende opfølgning på Husums ganske originale debutroman ’Mit venskab med Jesus Kristus’, som han slog igennem med for to år siden.

Anerkendelsesværdigt er bestemt også det mod, hvormed Husum begiver sig ind i det politiske og litterære minefelt, som den danske krigsdeltagelse udgør.

LÆS ANMELDELSE

Historikeren Søren Mørch har påpeget, at militariseringen af dansk politik muligvis er det seneste tiårs mest markante tendens – det vil sige troen på, at krig virker, og på at militære indgreb er en nærliggende måde at løse politiske konflikter.

De psykologiske konsekvenser af doktrinen, som der heldigvis er delte meninger om, kan en roman som ’Jeg er en hær’ være med til at gøre os opmærksomme på – og muligvis endda også klogere på.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden