I Schorffheide ved søen Gross-Dölln 30 kilometer fra området, hvor de olympiske atleter ved legene i 1936 er indkvarteret, ligger rigsmarskal Hermann Görings enorme 'jagthytte', Karinhall, som er opkaldt efter hans første hustru.
Hitlers nummer 2 disponerer over godsets enorme skovområder, som er fulde af vildt. Hans kontor er på størrelse med en ishockeybane.
Hustruen har han parkeret i den modsatte ende af huset. Der er forbud mod at fotografere, hegn holder offentligheden væk.
Karinhalls trinde øverstbefalende har uindskrænket magt. Valserne på massagemaskinen i kælderen er vatterede. Saunaens loft er gennemsigtigt nedefra, så han kan ligge på ryggen og se op under skørterne på det kvindelige køkkenpersonale.
LÆS OGSÅ
Hans personlige læge står parat med morfinindsprøjtninger, han har ansat dværge fra en alpelandsby i Schwarzwald til at bestyre sin enorme modeljernbane oppe på øverste etage. Oppasseren Stieglitz sørger for en strøm af kvinder.
'Tykke Hermann' fremstår mentalt som en blanding af en flamboyant romersk kejser og et afsporet, forkælet barn, der har fået lov til at indrette sig i en verden uden forældre.
Galningen, der ude i den rigtige verden er chef for Luftwaffe, står utilsløret ved sine behov, alt, hvad han føler og gør, er legitimt, i pressede situationer stoler han altid på sin intuition.
Norsk atlet som pigeglad spion
Hvert år inviterer denne nazismens Nero en nøje udvalgt gruppe honoratiores til jagt.
Det er folk som den italienske udenrigsminister, marskaller og ambassadører af den rette politiske overbevisning samt et udvalg af Det Tredje Riges mest magtfulde mænd.
Også i forbindelse med årets jagt spiller 'piger' en nøglerolle. Stieglitz har skaffet ludere fra hele riget til sin chef og hans venner. Hver af de fornemme gæster har en sådan kvinde til fri afbenyttelse i sin egen lille hytte ude i skoven.
Man forstår, at den entusiastiske vært har planlagt sine gæsters ophold ned til mindste detalje. Maden, fyrværkeriet, orgierne.
Ind i dette minihelvede, som har indlysende frynsegoder for en pigeglad atlet, ankommer norske Roar Trøgesen på hemmelig mission for det engelske efterretningsvæsen.
Han er maratonløber, bor officielt i OL-landsbyen, og det lykkes ham at overbevise Göring om, at han er en atlet på afveje, da de to møder hinanden i skoven. Trøgesen bliver indkvarteret på Karinhall, alt går som planlagt, men Trøgesen er en dårlig spion, for ligesom de fleste af de officielle gæster er han i sine drifters vold.
Hans indre voldtægtsmand, som han dunkelt har kendt til hele livet, har det pragtfuldt med ånden i Görings autoritære minirige. Trøgesen knepper hårdt og hensynsløst.
Drevet af egen libido
Hvad der videre sker i svenske Carl-Henning Wijkmarks fermt sammenskruede og spændende roman ’Jægerne på Karinhall’, skal ikke afsløres. Den udkom for 40 år siden i Sverige og var forfatterens mageløse første roman, sikke en debut! At den først oversættes til dansk nu, er forbløffende.
Romanen er blændende fortalt og har sin helt egen tone. Görings forskruede verden, som eksisterede i virkelighedens Karinhall, er fuld af bizarre optrin, men Wijkmark holder en nøgternt, næsten klinisk observerende stil hele vejen igennem.
Som læser føler man sig underholdt af en meget intelligent forfatter med stor indsigt i den menneskelige psykologi.
LÆS OGSÅ
Om Diels, en af det tredje riges dignitarer, skriver Wijkmark: »Denne yderst tvetydige skikkelse havde også imponeret Hitler, der i ham anede mere end en nazist – nazister havde han nok af. Han anede en beslægtet dæmon. At ane beslægtede dæmoner var hans måde at elske på. Og så duede de sædvanlige marionetter ikke«.
Wijkmark fremstiller nazismens øverste som mænd, der frem for alt drives af deres libido, en kraft, der viser sig at kunne overskride alt, også regimets officielle racehad.
Han beskriver de seksuelle episoder med stor pornografisk akkuratesse, men aldrig lummert. Kvinderne udnyttes ofte ud over voldtægtsgrænsen, det ligner fornedrelse, men måske har dygtige Stieglitz virkelig formået at rekruttere kvinder, der nyder det hårde seksuelle møde?
Der stødes, slås, piskes, skriges og stønnes. Orgasmer, og det, der ligner, kommer og går lige så planmæssigt som den berømmede tyske togdrift.
Flydende orkester spiller 'Lohengrin'
Dramaet skærpes da nazispidser som Himmler, Heydrich, Martin Bohrmann m.fl. ankommer til festen. De hilser mere eller mindre pænt på hinanden, det indbyrdes had brænder lige under overfladen.
Alle spionerer mod hinanden, alle er optaget af egen vinding, den tyske admiral Canaris har sågar placeret en spion i en ubåd ude på søen, hvor det store festfyrværkeri finder sted, mens det flydende orkester spiller ’Lohengrin’, så det brager.
LÆS OGSÅ
Tyksakken i den hvide uniform og kappe ved ikke, hvad hans gæster pønser på, men han kender deres had og paranoia fra sig selv.
Inderst inde imødeser den megalomane rigsmarskal faktisk både nazirigets og sit eget fald, men det hælder bare endnu mere benzin på hans indre bål. Hvorfor ikke få det maksimale ud af livet, mens man kan?
Sådan tænker også Roar Trøgesen. Portrættet af den norske atlet er lige så foruroligende som skildringen af hans mægtige vært.
Carl-Henning Wijkmark har skrevet en fremragende roman om nazismen som orgie, men også om ubehagelige sider af den maskuline natur.
FACEBOOK
