Jeg har læst historien før i et gammelt Anders And-blad.
En hund bliver stjålet, og udseendet på den ændret, med flere intriger til følge.
I Torben Munksgaards seneste roman, ’Sort hund’, sætter hundetyveriet gang i et større skæbnespil. Hundeejeren, Albert, bliver forladt af sin kone, Helena, hvis tålmodighed tyveriet og mandens forsømmelighed og hans manglende evne til at finde hunden slider de sidste lag af.
Til gengæld finder hun sammen med hundetyven, Bernhard, som har for vane at opkalde hunde efter superhelte.
Mere end et tilfældigt trofæ
Personerne er alle sammen styret af noget andet end deres egen vilje. Bernhard føler, med god grund, at han bærer rundt på en indre dobbeltgænger, mens Albert er styret af sin pik – ikke metaforisk, men bogstaveligt.
Svulmelegemet har nemlig stemme – og pikken både kommanderer med Albert og citerer velvalgte bibelsteder for ham i pressede situationer.
LÆS OGSÅ
For Helena er den hvide hund, der bliver farvet sort, mere end et tilfældigt trofæ.
Den havde været surrogat for den kærlighed, hun savnede i ægteskabet, og bliver senere til et symbol på den lykke, som hun finder sammen med Bernard.
Lysten er vor tids overjeg
Vi befinder os i den absurdistiske ende af skalaen – i en roman, der er stykket sammen som en slags situationskomedie.
Det er den også i den forstand, at det socialt set er et temmelig vægtløst rum, personerne tumler rundt i og støder sammen i.
Der er bestemt sjove elementer i den – som for eksempel den bibelciterende og altid målrettede tissemand, der så at sige udpensler Slavoj {Zcaron}i{zcaron}eks pointe om, at lysten er vor tids overjeg.
Men sjovere er det så heller ikke, og indlysende bliver det ikke, hvad romanen egentlig vil – andet end at udstille »det moderne menneskes stædige jagt efter lykke«, som bagsiden fortæller.
Savner en særlig form
»Livet er grotesk«, erklærer en hospitalsjulemand i romanen. Og det er det vel, men man iagttager det groteske på sikker afstand i ’Sort hund’ – og det er en lidt ærgerlig læserposition at befinde sig i.
Skal det være rigtig sort, skal det jo gerne være både sjovt og skræmmende.
LÆS OGSÅ Som Torben Munksgaards to tidligere romaner handler det om mænd i midtvejskrise. Albert og Bernhard gennemlever en krise i romanen og når frem til erkendelser, som de selv bliver overrasket af.
Der er mindre vitriol og færre aversioner i Munksgaards pen denne gang – og det er faktisk en styrke – men alle hans gode indfald og iagttagelser savner stadig at blive omsat i en form, der både fænger og hænger sammen.
