Musik og musikere spiller ikke sjældent en rolle i tegneserier. Der er en forbindelse mellem jazz og tegneserier, som stikker dybere, end Bianca Castafiore synger højt. Det er dog notorisk svært at få musikken til at spille fra papir, der ikke lige er nodeark. Men italienske Paolo Parisi gør et behjertet og kvalificeret forsøg med sin tegneseriebiografi om den store saxofonist og visionære musikskaber John Coltrane. Det største navn i moderne jazz sammen med Miles Davis. Den 32-årige tegner og performer Paolo Parisi har selv en free jazz-trio, så han har på flere måder stoffet tæt inde på livet. Det kan mærkes. LÆS OGSÅColtranes religiøse mesterværk var bjergtagende Selvfølgelig kan det ikke undgås at opleves som en smule paradoksalt, når en fortælling åbner med en tavs illustration af en gongong med billedteksten »I begyndelsen var der lyd«. På den anden side er præmissens tone jo ligesom slået an, og hvad der følger derefter, er bestemt værd at lytte til med åbne øjne. Kunstnerisk frihed Der er nemlig ret så meget fri form over måden, Paolo Parisi har komponeret sin fortælling. Ved at springe frit i historien og ved at veksle mellem musikudfoldelsens intime mikrokosmos og den større afroamerikanske historie, den er indfældet i, lykkes det faktisk Parisi at skabe et stykke kulturhistorie, der lader ’Den Blå Trane’ swinge i varme gråtoner på papiret.
Bogen følger i improvisatoriske spring Coltrane fra opvæksten i Hamlet, North Carolina, til hans død af leverkræft i 1967. Kærlighedslivet, ungdommen, narkomisbruget og Coltranes udvikling i samklang med andre geniale jazzmusikere som Miles David, Thelonius Monk og Bill Evans er skildret med cool kærlighed til jazzens koryfæer. Fra at have været en af jazzmusikkens indiskutable giganter bevægede Coltranes musik sig efterhånden i en mere og mere spirituelt søgende retning, som fik mange jazzfans og kritikere til at tage afstand fra den lovlig frie form, der lød mere teknisk og formalistisk end swingende. Kunne man overhovedet kalde det jazz længere? Og hvis ikke, hvad var det så? Sen Coltrane Efterhånden blev jazzformen rummelig næsten til ukendelighed, men Paolo Parisi er helt med på Coltranes trip. Det er således den sene, spirituelle fase af Coltranes karriere, der har Parisis helt store interesse. Det giver fortællingen af Coltranes historie et personligt anslag. Så selv om man altså ikke kan høre musikken spille, er det indimellem lige før. LÆS OGSÅJazzen eksploderede i 1959 Kender man John Coltranes musik, har man selvfølgelig et forspring. Men gør man det ikke, er denne tegneserie en udmærket anledning til at stifte bekendtskabet. Parisi har Impulse-albummet ’A Love Supreme’ som sin fascinations omdrejningspunkt, men jeg vil nu nok anbefale ’Blue Train’, ’Giant Steps’ eller ’My Favourite Things’ til de læsere, der i udgangspunktet er mere til tegneserier end jazz.
