Radikale udmeldinger er altid at foretrække. Af hensyn til underholdningsværdien, bogsalget og anmelderens personlige profilering. Derfor er det også opmuntrende, når en ordentlig snasker af en debutroman som Charlotte Roches uparfumerede opråb fra den kvindelige intimsfære popper op i landskabet og skaber lige dele fest og forargelse, samt 2 millioner solgte eksemplarer. Det var i 2008, at 'Feuchtgebiete' gik sin sejrsgang fra pigeværelse til pigeværelse og med sit muntre frisprog om kvindekroppens dryppende, svuppende, lugtende realiteter fik luftet godt ud i skønhedsindustriens klicheer og bornerte omskrivninger. LÆS ANMELDELSETysk roman om kvindekroppens sekreter deler vandene At lade en purung kvinde, indlagt med et skamferet røvhul, stå som eksponent for offensiv seksualitet m.m. var lidt af et scoop: Hospitalsscenografiens eldorado af vat, gaze og desinficerende væsker repræsenterede perfekt det statskontrollerede hygiejnehysteri, som Helen gjorde et personligt oprør mod. Foruden en gjaldende rå humor stod det klart, at den unge tyske debutant (f. 1978 i England) mestrede en grænseløs realisme, en arrig-kærlig autentisk tone, som var helt hendes egen. Men. Var der med 'Vådområder' (da. 2009) tale om et mindeværdigt engangsknald, eller kunne tv-værtinden med den ublu eksponeringstrang gøre det igen? Absorberende trusseindlæg Da efterfølgeren ’Schossgebete’ omsider udkom under stor bevågenhed i det tyske sidste år, var det på afstand svært at gennemskue. At læse den danske oversættelse, 'Fra skødet', gør det ikke klarere. Vi får nemlig mere af det samme - et kværnende ’jeg’ i konstant kamp med konsensus og ekstremt fokuseret på sin egen seksualitet som mål og middel. Kvinden er ganske vist blevet midt i trediverne, mor, gift og hedder Elizabeth. Hendes seksualitet er ikke en tro kopi af Helens, snarere en hæmmet udgave af den, alligevel er kampzonen som før: kroppen, dens afsondringer og gevækster og - for Elizabeths vedkommende - den daglige insisteren på kontrol: »Som kvinde, det jo kan løbe ud af, må man planlægge alting på forhånd som en sygdom, så det ikke bagefter skal komme til pinlige situationer«, ræsonnerer hun, da hun umiddelbart inden en frisættende tur på bordellet med manden ifører sig sort undertøj - OG absorberende trusseindlæg. Reality-litteratur eller ej Elizabeths manisk plaprende monolog næres som i 'Vådområder' af skilsmissebarnets uafsluttede vrede samt et voldsomt opgør med en mor, der har opdraget hende så feministisk, at hun »er blevet en slags seksuel katolik«.
Til hjælp mod dette - samt en lammende familietragedie - har hun sin brunstige mand, en trofast terapeut og et arsenal af regler og ritualer, der lige nøjagtig holder galskaben i skak. LÆS OGSÅForfatter: Uden sex ville forholdet til ens partner kun være et venskab Sproget mimer terapiens selvreflekterende udladning, og romanen lukrerer klart på dokumentariske genrer. Fortællingen er ved gud ujævnt orkestreret, alligevel er det, som om Roche i selskab med denne kødfornægtende, affaldssorterende, vandbesparende kontrolfreak af en suicidal kvinde bevæger sig.
