»Érytus, Actors søn, der stod med en bredbladet økse,/ dræbte han ikke med sablen; han greb en bowle med høje/ billeder drevet i malmen, enorm i bredde og tyngde,/ løfted den højt over hovedet og slog den i synet på manden./ Erytus spyede skummende rødt da han slyngedes bagud,/ faldt på sin ryg og knalded sin døende nakke i gulvet«. Munter kynisme Sådan går det for sig under et vildt og voldsomt blodbad et sted i Publius Ovidius Nasos (43 f.Kr.-18 e.Kr) eller blot Ovids 'Metamorfoser', altså 'forvandlinger', og det på en måde der bringer mindelser om den muntre kynisme i Quentin Tarantinos 'Pulp Fiction'. Og det er langtfra hele historien; lidt tidligere i fortællingsfletværket går det hårdt ud over et spædbarn: »Babyen Learchus ler og vinker til sin far fra sin moders/ favn, men Athamas griber ham, svinger ham så et par gange/ rundt som en slynge og knuser brutalt den spæde mod væggens/ marmor«. Kønsskifteoperation Et helt tredje sted støder vi på en avanceret kønsskifteoperation: »og ved hendes side går Iphis - / og tager nu længere skridt og er ikke så sart i kuløren/ mer og mer muskuløs og med trækkene mere markeret«; Iphis' mor bad så mindeligt guderne om at forvandle hendes pige til en dreng, og vupti udføres miraklet: »Stærkere er han end da han var pige. Ja, Iphis, det var du/ før, men nu er du dreng!«. Liderlige guder En smule incest, voldtægt og hor skal vi naturligvis heller ikke snydes for. I niende sang drømmer Byblis om at være sammen med sin bror, og i tiende sang er det Myrrha, der heftigt og skamfuldt begærer at være sammen med sin far - og bævende udfører ønsket! Voldtægter er strøet med rund hånd ud over de i alt femten store sange og omtrent 40.000 vers på heksameter (dvs. på seks versefødder), som regel ved at en gud voldeligt tager sig friheder over for en yndig ung pige, der derefter står stemplet som den, der har bedrevet hor, og som mål for eventuelle rivalinders hævn. Markant forbedring Hvad i alverden er det, vi har med at gøre? For seksten år siden kom Otto Steen Dues første gendigtning af 'Forvandlinger', og nu har vi så fået en anden og ny version; og den er formidabel, en klar og markant forbedring af det, der allerede i sig selv var en bedrift af de usædvanlige. Hør blot forskellen mellem den oprindelige Prolog, og så den ny. I 1989 lød det: »Forvandling fra gammelt til nyt er jeg kaldet til at berette./ Guder, støt mig deri - thi mit kald har I jo forvandlet - / og lad mit digt nå i havn fra verdens skabelsestider/ i ubrudt sang til det når den dag, der er vores egen«. Smukt, men også en anelse snørklet og meget arkaisk i stilen; hør så blot den nye version: »Liv i forvandling til nyt har jeg nu fået kald til at skildre./ Guder, støt mig deri - thi mit kald har I jo forvandlet! Lad da min sang nå i havn fra verdens skabelsestider/ indtil den dag der er vor, i et langt og uafbrudt epos«. 'Due-dansk' Som Due selv anfører i den 'Ledsager', der nu er stødt til (i lighed med dem, der følger Dues udgaver af Homers 'Odysseen' og 'Iliaden'), har han denne gang undladt de jambiske optakter, der prægede den første udgave. Resultatet er blevet en fantastisk kombination af et knortet altmodisch Wilster-dansk, og så en mere mundret og nutidig diktion; der er gammeldags vendinger som »den svare nød de er stedt i«, eller »avind« for 'misundelse', men de lever ubesværet side om side med »gøre sig lækker«, »sprayet ud«, »smører tykt på«, »lidt kondi« og »det var så yndigt at følges«. Måske det ganske enkelt er på tide at danne en ny betegnelse som f.eks. 'Due-dansk' for Otto Steen Dues helt særlige omgang med det danske sprog? Intrikat fletværk Ovids 'Metamorfoser' er et højst besynderligt monstrum. Due foreslår at kalde det et »postmodernistisk universaldigt«, for så vidt det ubesværet og legende strækker sig over en kosmologi, en tragedie, en komedie, et mytologisk kompendium, en naturfilosofisk prædiken, retorik og elegi, fabel og astronomi; sammenkædet på en måde, der viger helt uden om et strengt kronologisk plot eller en didaktisk ramme. Højt og lavt, alvorligt og muntert, politisk og æstetisk, videnskabeligt og lyrisk - det flettes alt sammen sammen i sindrige mønstre på kryds og på tværs i det, der selv er en veritabel forvandlingskugle af en supertekst. Vi har ganske vist de femten sange, og der er løseligt tre store afdelinger (I-VI, VI-XI og XI-XV), men undervejs bryder alle vandtætte skodder sammen, eller de forvandles labilt og ludisk til et langt mere intrikat fletværk. Hinsides moralisering Alle disse ydre træk er forbundet med det, der måske er værkets to fundamentale linjer eller anliggender. Det ene er mytologisk og fortællende, det andet er naturfilosofisk. Ovid formår med 'Metamorfoser' at opsuge og recirkulere hele den antikke verdens rige forråd af mytologiske forestillinger og melodramatiske skipperskrøner, alle de gode historier omkring bålet, og alle de mest rodfæstede mytiske motiver ryger med og indflettes elegant i værket; på den led sikrer Ovid den kollektive erindrings fortsatte liv og leben. Men den mere eftertænksomme grund under det hele angår ikke kun spørgsmålet om at fortælle en række djævleblændt gode historier, men også og ikke mindst om at videregive et materialistisk syn på verdens indretning, hinsides moralisering og hinsides nationalisme af enhver slags. Ovid er tydeligt påvirket af bl.a. Lukretius' og Demokrits atomteori, og mere generelt af en art materialisme, der betoner, at mængden af stof i universet er konstant, men at dette stof udvikles og nedbrydes uophørligt i en tummel af nyskabte og nedbrudte former. Stof forvandles bestandigt, hvad enten ved at en kvinde bliver til en orne, en mand til en hjort eller en krop til et træ eller en fugl, eller mere jordnært ved at den forrådnende krop opløses og atter indgår i materien som gødning for nye væseners opkomst. I så henseende er Ovid fuldstændig cool; der er ikke megen fidus til en inderlig religion, eller til den romerske litteraturs ideal om at virke opbyggeligt og ophøjende, og ej heller kan 'Metamorfoser' læses som et slesk hyldestdigt til de herskende magthavere. Mytisk skæbnetro Skæbnen spiller en kolossal rolle, og guderne besidder en uhørt magt; og man må acceptere den ukendte Skæbnes dispositioner, lige som man ikke bør forsømme at respektere og ære guderne - men her er tale om en hedensk og pragmatisk fornuft, snarere end om en protestantisk og monoteistisk fromhed: Du gør klogt i at acceptere Skæbnen og ære guderne, for hvis ikke - så går det gruelig galt, så begår du hybris, og så er Fanden løs i Laksegade. Den mytiske skæbnetro og den kølige materialisme spiller sammen til slut, dér hvor Jupiter siger følgende til sin datter Venus: »vil du, min datter, alene forsøge/ at lave Skæbnen om? Kom her, træd ind i de trende/søstres palads! For dér vil du finde verdensarkivet,/ denne enorme masse af tavler af stål og af bronze,/ som er immun mod himmelens skælv og lynildens harme/ og står sikkert og evigt og aldrig skal ruineres«. »Det står skrevet histoppe«, som fatalisten Jacques altid sagde til sin herre hos Diderot. 'Verdensarkivet' - det er heller ikke nogen ringe beskrivelse af Ovids gnistrende forvandlingstekst. Syndens løn er døden Der er altså frit slag, uanset hvad man gør, sker der ikke så meget andet, end at stoffet bare redistribueres i en ny form: »Intet i verden forgår, må I tro, men det hele forandres,/ bliver forskelligt fra før: At fødes er at begynde/ at blive andet end det man var før, og at dø at begynde/ at høre op med at være just dét. Men selv om der flyttes/ rundt på de enkelte dele, forbliver dog summen den samme«. Man skal blot gøre sig klart, at syndens løn er døden, særlig slemt er det at begå hybris over for guderne, f.eks. går det den stolte Arachne ilde, da hun vinder over Pallas i en vævedyst; det skulle hun aldrig have gjort, for guderne er dårlige tabere, og Arachne bliver til en edderkop: »mister hun håret og sammen med det både næse og øren,/ hovedet skrumper, hun bliver så lille over det hele;/ på hendes overkrop fimrer der fingre i stedet for lemmer,/ resten er bug; men fra bagen af den producerer hun tråde,/ øver fremdeles som før den kunst at spinde og væve«. En anden praler med sine 14 børn over for gudinden, der har sølle to - hvorefter de 14 alle prompte dør en voldelig og smertefuld død for øjnene af deres rædselsslagne mor. Sprudlende forvandling I 'Metamorfoser' opsuges den antikke verdens skatkammer af skrøner. Men den fungerer også selv som en slags fortællemaskine, der senere hen og den dag i dag avler nye fortællinger spundet over de grundmønstre, Ovid udkastede. Med Tiresias får vi fortællingen om trans-sexualisme og hermafroditter (og ved nu, at kvinder vitterlig får bedre orgasmer end mænd, se selv s. 84), med Pygmalion får G.B. Shaw stof til sin historie; med de snaksomme kvinder, der keder sig og derfor skiftes til at fortælle, får Boccaccio og Chaucer ideen til 'Dekameron' og 'Canterbury Tales'; med historien om Semele fødes formen, der senere bliver til 'Snehvide og de syv dværge'; med Orfeus og Eurydike leveres skelet til operaer og digte; med Daedalus og Ikaros til Joyces 'Ulysses'; med Pyramus og Thisbe får Shakespeare mulighed for at stjæle en formel for 'Romeo og Julie'; Philemon og Baucis lider en krank skæbne i Goethes 'Faust'; og så meget, meget videre. 'Metamorfoser' forvandles selv sprudlende og spændstigt gennem alle disse senere tyverier og lån og omskrivninger, ligesom Ovid selv jo frejdigt tog for sig af andres retter og gylpede dem op i en ny, transformeret form. Tusind tak ... Vi skylder Otto Steen Due og de royale fonde, der har støttet hans arbejde, og forlaget en meget stor og uforvandlelig tak for at have givet det danske læsepublikum denne grusomme og vittige, elegante og slagkraftige, sjofle og forfinede Proteus af et universaldigt. Nu kan der ikke længere herske den store tvivl om, hvad sommerens strandtaske også skal fyldes med.