Den encyklopædiske trend har bidt sig fast. Selv unge forfattere falder for den postmodernistiske opslagsleg, hvor man enten følger et emnekatalog alfabetisk eller mere muntert sætter fingeren et vilkårligt sted i det klassiske leksikon og lader tanke og tekst rable, mens læseren kastes rundt i den evige diskussion om løgn eller latin. Og det er åbenbart naturvidenskaben, der især inspirerer yngre, kvindelige forfattere:
Kristina Nya Glaffey garnerer sin frådende satiriske roman om lesbisk familiestiftelse, ’Padder og krybdyr’, med adskillige indslag om parringsritualer blandt dyr, Amalie Smith planter en enkelt lille infotekst om ’Narcissus pseudonarcissus’ i sit debutværk ’De næste 5000 dage’, Olga Ravn indfletter i sin første digtsamling, ’Jeg æder mig selv som lyng’, støvet viden om og af den engelske mediciner Sir Astley Cooper i en i øvrigt meget ustøvet tekst om krop, køn og kald; mens den tyske forfatter Judith Schalansky indlægger noget, der minder om foredrag om arternes oprindelse, i sin ’dannelsesroman’ ’Giraffens hals’ – tilmed udstyret med pædagogiske plancher. Leksikalt guf Den naturvidenskabelige interesse hænger selvfølgelig sammen med den krop, der vrider og vender sig overalt i litteraturen lige nu, mens biologer, psykologer, feminister (og det modsatte) hiver og flår lige så lidenskabeligt i den fra deres verdener. I hvert fald, Irmelin Prehn, der har en bachelor i arkitektur og nu læser på IT-Universitetet, indleder sin miniroman med lidt leksikalt guf om ’Lysimachia thyrsiflora’, en staude også kaldet Dusk-Fredløs. Pudsigt navn, især læst baglæns, og samtidig titlen på hele værket, hvilket vil sige 89 luftige sider, noter og takkeliste inkluderet.
