Der er mange grunde til sporenstregs at gå i lag med den tyske titan Ernst Jüngers (1895-1998) debutroman ’I stålstormen’ (1920). Først og fremmest giver den os et sæt af de bedste og mest anskuelige årsager til, at vi har behov for et føderalt eller i det mindste et stærkt EU. Langt de fleste europæere har ingen personlige erfaringer med krig, endsige terrorisme. Men op gennem Europas historie løber et rødt, stinkende spor af krig og død. Og det var ikke, før den meget prosaiske Kul- og Stålunion blev dannet i 1951, at Europa for alvor begyndte at samarbejde i stedet for at bekriges. Jüngers besættende roman – Jorge Luis Borges beskrev den som en »vulkansk eruption« – er skrevet på baggrund af den dagbog, han konstant griflede i fra 1914 til 1918. Jünger var 19 år, da han meldte sig som frivillig, og således 23, da han efter mirakuløst at have gennemlevet et lille helvede på Jord, 22. september 1918 som den sidste europæer nogensinde kunne modtage det tyske militærs højeste orden, pour le mérite.
Samtidig kunne han summarisk optælle sin hærgede soldaterkrops mærker efter krigen: »fem geværprojektiler, to granatsplinter, en shrapnelkugle, fire splinter fra håndgranater og to fra geværprojektiler, hvilket med ind- og udgangshuller havde efterladt nøjagtig tyve ar«. Kamp som indre erfaring Man skal ikke lade sig narre af Jüngers lakonisk underspillede, nøgterne tone. ’I stålstormen’ er et værk, der er sært spaltet mellem to yderligheder. På den ene side en stålsat machismo, der sammenbidt mandigt eller kækt underdrevet opremser den lange krigs begivenheder i kronologisk, næsten monoton og pletvis kedsommelig rækkefølge. Det er, kan vi sige, sagasiden af Jünger. Men på den anden side: En surreel æstet, en syret romantiker, der ler skingert under slaget, ser det komiske i slagteriet eller hengiver sig til nydelsen af krigens ledt dampende skønhed – om lugten af lig skrev Jünger f.eks.:
