Morten Søndergaards gave som digter er evnen til at undre sig.
Tag bare det første digt i den bog, han udsender i dag. Digtet hedder 'Tærskel'. Spørgsmålet er: Hvor går grænsen, hvad er en tærskel, hvorfor er den usynlig og kan dog ses?
I digtet bliver det abstrakte konkret, »på et skilt står der 'Hjallese'./ På den anden side er 'Hjallese' streget ud«. Banalere eksempel kan ikke opdrives. Man kan ikke køre en tur i landet uden at passere sådan et skilt. LÆS OGSÅMorten Søndergaard: Er det en ubåd af træ?
Det er en kunst ikke at nøjes med at se det, men også observere det og undre sig. Noget er og er ikke på samme skilt. Verden afhænger af, hvor man ser den fra.
Nu vi er ved det emne, hvor er der dog mange underligere tærskler i verden. Stiplede grænser på landkort over ørkenen for eksempel, som slet ikke findes i virkeligheden. Noget er oppe i vores hoveder, noget ude i verden, kun sproget forbinder de to sider af tærsklen mellem hjernen og verden.
Med sådanne på en gang banale og basale kendsgerninger leger Søndergaards digte. Naturvidenskabelig bagage
Fra begyndelsen af sin løbebane har Morten Søndergaard haft naturvidenskabelige tanker i bagagen.
Der er en verden før sansningen bestående af stof og struktur, som tit kan anes bag hans iagttagelser. Jeg husker fra en af hans første bøger en sky beskrevet som »fuld af vasketøj og dryppende musik«, hvilket jo ikke bare er set fra jorden, men også oplevet med en viden om skyen som flyvende vand.
Flyve, ja. Og så er vi fremme ved dagens bog, hvis titel bringer os op i skyen og ned på jorden igen, for der er både 'Fordele og ulemper ved at udvikle vinger'.
Nogle ville så tage afsæt i Ikaros, hvis skæbne illustrerer begge dele. Hans vinger gav ham den fordel, at han kunne se verden fra oven, men jo også den ulempe, at hvis man kommer for godt i gang, brænder man sig og styrter.
Søndergaard holder sig til skøjteløberen - ikke et menneske med jern under fødderne, men den tæge, der befinder sig på tærsklen mellem vand og luft og, som han præciserer efter at have oplyst dens korrekte artsnavn, Gerris najas, »udnytter vandets overfladespænding i søer og vandløb«.
Her er altså et insekt, der ikke har udviklet vinger. Fordele? At det kan gå på vandet. Forskelle? Det kan poeten ikke. Han kan til gengæld flyve, for det kan vi jo nu:
»sidder i et fly og ønsker kun, at det skal styrte ned./ Det styrter ned og jeg basker med mine/ smeltende vinger. Ulempe: Du er her ikke./ Fordel: Jeg er her ikke«.
Så kom Ikaros ind i digtet alligevel, og naturvidenskaben blev til poesi og gåde til sidst. For hvad er det for et styrt, som han ønsker den elskede med i, og som for resten slet ikke har ham som deltager?
Svaret svæver og holder digtet flyvende, mens den elskede sidder og plukker blade af træerne, som var hun en af de kåde skoledrenge hos Shakespeare, der flår vingerne af fluerne. Forskellige klasser
Morten Søndergaard har flere gange bevæget sig over tærsklen til den bildende kunst. For et år siden arrangerede han en udstilling om læsning på Bakkehusmuseet.
Året inden åbnede han et 'Ordapotek', hvor de forskellige ordklasser fik hver sin pilleæske ledsaget af indlægssedler med anbefalinger og advarsler, som »Adjektiver® er uden substans. Derfor må de, som alle andre, finde et Substantiv® eller et navn at hænge på. De er i familie med tæger, lopper og andre snyltere«.
