Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debut. Med 'En mand der hedder Ove' debuterer Fredrik Backman som romanforfatter.
Foto: People's Press

Debut. Med 'En mand der hedder Ove' debuterer Fredrik Backman som romanforfatter.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Underholdende selvmordsroman bliver desværre lidt for nuttet

Fredrik Backmans debut om en sur og ensom ældre mand lover godt for forfatterens fremtid.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der findes et frygtelig alvorligt og en smule patetisk værk fra europæisk krigstid.

Det er essayet 'Sisyfosmyten' (1942), og det er skrevet af Albert Camus, der indleder med denne påstand:

»Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet«.

LÆS OGSÅ

På sin egen tykt underfundige og vittige måde lader den svenske debutant Fredrik Backman sin hovedperson, ' Ove', være en slags forsinket arvtager til Camus' panderynkende europæer.

Også for Ove forekommer verden absurd og meningsløs, men i modsætning til hos Camus har den praktisk anlagte Ove for længst besvaret spørgsmålet: Han skal dø, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men her begynder netop komikken.

Sure gamle mænd
Ove er en 59-årig enkemand, der lige er blevet tvangspensioneret fra sit arbejde som ingeniør; en virkelig krakilsk pedant, der driver alle til vanvid, en slags blanding af norske ' Fleksnes', Walter Matthau og nogle af John Cleeses karakterer, og med et skud peber fra østrigske Thomas Bernhard, der også er ekspert i at skildre sure gamle mænd.

Her især nogle af dem, der er skandinaviske, uddøende: som betaler enhver sit, sætter tæring efter næring, kan lave alt håndværkerarbejde selv, er uhyre fåmælte, krigerisk anlagte og boblende af raseri, hvis ( de synes) man generer dem, ufleksibelt hæderlige, rethaveriske, ekstremt flittige og pligtopfyldende, aldrig syge, sparsommelige, på grænsen til at være nærige, af den virkelig gamle skole, lang tid før velfærdsstaten gjorde os magelige og forkælede.

Ove bor i et ejerrækkehus i en pæn lille svensk forstad; huset er selvfølgelig betalt helt ud, og det viser sig hen ad vejen, at hans kone, Sonja, døde seks måneder forinden, vi møder ham; parret var barnløst, og Ove er knuget af savn og ensomhed.

Backmans ikke ringe kunst - der er beslægtet med Mikael Niemis og Erlend Loes - består nu i at rulle portrættet af denne ganske utålelige ældre mand frem på en måde, så man alligevel ikke kan lade være med at klukle - og dernæst, i anden etape, i gradvis at løfte sløret for de store tab, Ove har lidt i sit liv, og som gør hans krakilske adfærd langt mere forståelig og tilgivelig.

Fra at være en af de her lidt triste, men også uudholdelige ældre mandeskæbner, man kan møde i provinsen og i forstæderne, forvandler billedet af Ove sig langsomt til et af en ubetinget hædersmand, med en lidt ensidig, men skarp begavelse, og hænderne ualmindelig godt skruet på. Og til en mand, der har noget, vi med en ubærlig kliche kun kan betegne som et hjerte af guld.

Jo, sådan er det. Flosklen er på sin plads, for til slut i ' En mand der hedder Ove' er romanen desværre næsten ved at tippe over i en happy ending brolagt med overnuttede klicheer - i en grad, så man frygter, at en middelmådig filminstruktør vil fejlcaste og skrive dårligt manuskript til den film, der helt sikkert kommer ud af historien om Ove.

Hellere flækket lårben end terapi

Tilbage til selvmordet og Ove.

Ove: »er typen, der peger på folk, han ikke bryder sig om, lidt som var de indbrudstyve og Oves pegefinger en politilommelygte« ; eller:

»Det lyshårede drog nikker bare tilbage med et ubeskrivelig harmonisk smil. Nøjagtig den type smil, som giver hæderlige folk lyst til at slå buddhistiske munke i ansigtet, tænker Ove« - her er Backman i fuldt flor: det slående billede, den komiske overdrivelse, og latteren bobler op.

Men samtidig er Ove, der er fanatisk Saab-tilhænger og altid har en værktøjskasse med pinlig orden i, i fuldt sving med at finde de rette rawlplugs.

Så han kan sætte en stor, solid krog op i loftet i dagligstuen. Så krogen kan bære vægten af Ove, så han kan hænge sig ordentligt og uden yderligere ballade.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Vi får undervejs en del af hans historie; moderen døde, da han var 7, faderen, da han var 16. Hans kone Sonja, mirakuløst smuk og sød, men fortæret af kræft etc.

Og eftersom Ove er typen, der hellere vil flække et lårben på tværs end at gå til terapeut, og eftersom han i mange år har haft en bitter fejde med sin eneste, tidligere ven og nabo (der til slut købte en BMW, så var dét venskab dødt), og dermed er isoleret - forekommer selvmordet at være eneste svar på det sønderrivende savn, han føler efter tabet af Sonja.

Ind på denne dystre arena træder persiske Parvaneh, buttet, gravid mor til to, og gift med store, klodsede Patrick.

Via en serie af latterlige uheld mislykkes Oves selvmordsforsøg, og Parvaneh bliver en vild katalysator for ny lykke - om end Ove aldrig bliver en sladdervorn og munter lille mand.

Backmans debut afgiver vidnesbyrd om et klart satirisk talent, også om en effen romanforfatter, men pas nu på med det for nuttede!

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden