Der findes et frygtelig alvorligt og en smule patetisk værk fra europæisk krigstid.
Det er essayet 'Sisyfosmyten' (1942), og det er skrevet af Albert Camus, der indleder med denne påstand:
»Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet«.
LÆS OGSÅ
På sin egen tykt underfundige og vittige måde lader den svenske debutant Fredrik Backman sin hovedperson, ' Ove', være en slags forsinket arvtager til Camus' panderynkende europæer.
Også for Ove forekommer verden absurd og meningsløs, men i modsætning til hos Camus har den praktisk anlagte Ove for længst besvaret spørgsmålet: Han skal dø, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men her begynder netop komikken.
Sure gamle mænd
Ove er en 59-årig enkemand, der lige er blevet tvangspensioneret fra sit arbejde som ingeniør; en virkelig krakilsk pedant, der driver alle til vanvid, en slags blanding af norske ' Fleksnes', Walter Matthau og nogle af John Cleeses karakterer, og med et skud peber fra østrigske Thomas Bernhard, der også er ekspert i at skildre sure gamle mænd.
Her især nogle af dem, der er skandinaviske, uddøende: som betaler enhver sit, sætter tæring efter næring, kan lave alt håndværkerarbejde selv, er uhyre fåmælte, krigerisk anlagte og boblende af raseri, hvis ( de synes) man generer dem, ufleksibelt hæderlige, rethaveriske, ekstremt flittige og pligtopfyldende, aldrig syge, sparsommelige, på grænsen til at være nærige, af den virkelig gamle skole, lang tid før velfærdsstaten gjorde os magelige og forkælede.
Ove bor i et ejerrækkehus i en pæn lille svensk forstad; huset er selvfølgelig betalt helt ud, og det viser sig hen ad vejen, at hans kone, Sonja, døde seks måneder forinden, vi møder ham; parret var barnløst, og Ove er knuget af savn og ensomhed.
Backmans ikke ringe kunst - der er beslægtet med Mikael Niemis og Erlend Loes - består nu i at rulle portrættet af denne ganske utålelige ældre mand frem på en måde, så man alligevel ikke kan lade være med at klukle - og dernæst, i anden etape, i gradvis at løfte sløret for de store tab, Ove har lidt i sit liv, og som gør hans krakilske adfærd langt mere forståelig og tilgivelig.
Fra at være en af de her lidt triste, men også uudholdelige ældre mandeskæbner, man kan møde i provinsen og i forstæderne, forvandler billedet af Ove sig langsomt til et af en ubetinget hædersmand, med en lidt ensidig, men skarp begavelse, og hænderne ualmindelig godt skruet på. Og til en mand, der har noget, vi med en ubærlig kliche kun kan betegne som et hjerte af guld.
Jo, sådan er det. Flosklen er på sin plads, for til slut i ' En mand der hedder Ove' er romanen desværre næsten ved at tippe over i en happy ending brolagt med overnuttede klicheer - i en grad, så man frygter, at en middelmådig filminstruktør vil fejlcaste og skrive dårligt manuskript til den film, der helt sikkert kommer ud af historien om Ove.
Hellere flækket lårben end terapi
Tilbage til selvmordet og Ove.
Ove: »er typen, der peger på folk, han ikke bryder sig om, lidt som var de indbrudstyve og Oves pegefinger en politilommelygte« ; eller:
»Det lyshårede drog nikker bare tilbage med et ubeskrivelig harmonisk smil. Nøjagtig den type smil, som giver hæderlige folk lyst til at slå buddhistiske munke i ansigtet, tænker Ove« - her er Backman i fuldt flor: det slående billede, den komiske overdrivelse, og latteren bobler op.
Men samtidig er Ove, der er fanatisk Saab-tilhænger og altid har en værktøjskasse med pinlig orden i, i fuldt sving med at finde de rette rawlplugs.
Så han kan sætte en stor, solid krog op i loftet i dagligstuen. Så krogen kan bære vægten af Ove, så han kan hænge sig ordentligt og uden yderligere ballade.
