Forfatterinden Elena Ferrante er en gådefuld karakter, der kun afslører sig selv gennem sine bøger.
Lige siden sin debut har hun gjort en dyd ud af at opretholde sin personlige anonymitet, men hendes bøger fortæller så indfølt om en barndom i Napoli, at hun enten har en historikers grundige viden eller selv har boet der.
LÆS OGSÅ
Det gælder også hendes seneste roman, ’Min geniale veninde’, der er en personlig fortælling om to pigers venskab. Jegfortælleren, Elena Greco, Lenù blandt venner, og hendes veninde Lila følges ad i tykt og tyndt gennem en opvækst i beskedne kår i et arbejderkvarter i Napoli, hvor camorraen styrer gaderne.
Intens fortælling
Romanen er en intens fortælling, som skydes i gang, da den nu midaldrende Elena ringes op af Lilas søn, som fortæller, at Lila er forsvundet fra sit hjem i Napoli og har slettet alle spor efter sin tilstedeværelse.
Opringningen hvirvler op i erindringerne, og med venskabet som prisme tegner Ferrante et detaljeret portræt af en opvækst omgivet af fattigdom og brutalitet. De to piger finder sammen, fordi de er snedigere og mere videbegærlige end de andre børn – men selv om deres nysgerrighed forener dem, gør de forskelligt brug af deres appetit:
Lila udtænker dristige eventyr, mens Lenù lader sig indskrive i skolen og siden i gymnasiet, hvor hun drømmer om at undslippe fattigdommen ved engang selv at skrive en bog. Lysten til at læse ’Min geniale veninde’ som en art selvbiografi er overvældende, men det er nu ikke afgørende for læseoplevelsen, om den er sand eller ej. For Ferrantes ærlige og direkte skildringer af kvarteret i Napoli er forrygende gode uanset hvad.
Ligesom den italienske neorealisme poetiserede livets trivialiteter uden sentimentalitet, tegner Ferrante sin fortællers barndom op uden malende penselstrøg, men i gerninger og nøgterne beskrivelser. Hun beskriver, hvordan Lenù og Lila gennemspiller deres livs hårdhed gennem deres dukker.
»De rædsler, vi levede med, var også deres (...) Vi forestillede os de mørke kroge, de indestængte følelser, der altid var lige ved at eksplodere. Og alt det, der skræmte os i dagslyset, tilskrev vi disse mørke åbninger, hulrummene, der åbnede sig bag dem under kvarterets huse«.
Skabelsesberetning
Forrygende er også den barnligt uchokerede betragtning af, hvordan verden vitterlig var farefuld dengang: »Vi boede i en verden, hvor børn og voksne ofte kom til skade«, siger fortælleren. »Sådan var vores verden, fuld af ord, der dræbte: kighoste, stivkrampe, tyfus, gas, krig, drejebænk, murbrokker, arbejde, bombardement, bombe, tuberkulose, betændelse. Jeg tilskriver de ord og de år al den frygt, der har fulgt mig hele livet«.
Disse skildringer af tilsyneladende ubetydelige hændelser i en barndom for længe siden er romanens dunkende blod, men den dybereliggende mening bag de mange fragmenter er, at alt dette ’før’ har betydning nu og i fremtiden.
LÆS OGSÅ
Ikke mindst fordi det er i de formative år, som romanen skildrer, at pigebarnet Lenù finder sin litterære stemme og i spejlingen af veninden Lila opdager de mentale, sproglige (og kropslige) forskelle de to veninder imellem, lige indtil Ferrantes brillante og uventede omvending af romanens titel.
Som en slags écriture féminine er ’Min geniale veninde’ dermed også skabelsesberetningen om et kvindeligt forfatterskab, der på én gang er åbent og gådefuldt.
