Noveller kredser om gentagelsen som sproglig og eksistentiel figur

Igen. Novellernes gennemgående figur er gentagelsen. Både som sproglig og eksistentiel figur. Erindringens gentagelse, gentagelsen af parforholdet med forskellige mænd, den demente fars gentagelser, den insisterende gentagelse, den trivielle gentagelse, den varierede og udvidede gentagelse.
Igen. Novellernes gennemgående figur er gentagelsen. Både som sproglig og eksistentiel figur. Erindringens gentagelse, gentagelsen af parforholdet med forskellige mænd, den demente fars gentagelser, den insisterende gentagelse, den trivielle gentagelse, den varierede og udvidede gentagelse.
Lyt til artiklen

Man føler sig vemodig og levende, når man har læst Camilla Christensens nye novellesamling. Badet i erindret og nutidig sansning, alt det, der gentager sig i et liv og alligevel aldrig er det samme. »Det sædvanlige, særlige«, som det hedder i slutnovellen, ’Memento Mori’, hvor den skrantende jegfortæller i forundring over endnu en gang at vågne levende fra nattesøvnen gennemstrømmes af morgenens og tidligere morgeners sansninger:

»En solsort synger, støvregn, syrenen ved køkkenvinduet er sprunget ud igen, bladene blanke og nye, duften ind gennem vinduet på klem, tidlige villavejsmorgener, nyforelsket, i efterbranderts hukommelsessvigt, avisbud som femtenårig, søvnløs som nyskilt, det sædvanlige, særlige«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her