Lyt til artiklen
Man føler sig vemodig og levende, når man har læst Camilla Christensens nye novellesamling. Badet i erindret og nutidig sansning, alt det, der gentager sig i et liv og alligevel aldrig er det samme. »Det sædvanlige, særlige«, som det hedder i slutnovellen, ’Memento Mori’, hvor den skrantende jegfortæller i forundring over endnu en gang at vågne levende fra nattesøvnen gennemstrømmes af morgenens og tidligere morgeners sansninger:
»En solsort synger, støvregn, syrenen ved køkkenvinduet er sprunget ud igen, bladene blanke og nye, duften ind gennem vinduet på klem, tidlige villavejsmorgener, nyforelsket, i efterbranderts hukommelsessvigt, avisbud som femtenårig, søvnløs som nyskilt, det sædvanlige, særlige«.
