Jeg ved ikke, om det er en slags dogmeregel, forfatteren har sat op for sig selv.
I hvert fald indledes hvert af de 65 kapitler i ’Konfrontation’ med, at en navngiven person gør et eller andet.
»Galit Lavi nød den dejlige sol udenfor«, er eksempelvis den første sætning i sidste kapitel.
Uanset hvad motivet til den handlingsprægede start på hvert afsnit er, er det typisk for israelske Liad Shoham, der går systematisk og direkte til værks i denne, sin femte krimi.
Omfattende persongalleri Til daglig er forfatteren advokat i Tel Aviv, og man mærker det kendskab til forbrydelsens univers og forbryderens mentalitet, der sammen med den usvigelige evne til at servere en ægte page turner har gjort ham til en suveræn bestseller i hjemlandet.
I ’Konfrontation’ er en enkelt procedurefejl i kriminalpolitiets efterforskning af en voldtægt således omdrejningspunktet for en advokatroman af bedste skuffe. Der er ovenikøbet overskud til at servere et velturneret plot ved siden af bogens hovedhistorie, så spændingen optrappes optimalt hele vejen igennem.
I lighed med eksempelvis spanske Toni Hill, der sidste år debuterede med den fremragende ’De døde dukkers sommer’, bruger Liad Shoham sit omfattende persongalleri til hele tiden at skifte fokus i fortællingen, så vi gradvist bliver klogere på baggrunde og motiver.
Det fungerer fint i en stramt og straight fortalt krimi af klassisk karat.
Fornemt orkestreret
Umiddelbart er der noget eksotisk ved at få serveret en israelsk krimi som (uhyre tiltrængt) brud på den overvældende bølge af skandinaviske mord. Men hvis man forventer, at konflikterne i Mellemøsten myldrer frem på siderne, bliver man skuffet.
’Konfrontationen’ er en universel fortælling, der lige så godt kunne have fungeret i København eller Köln. Her holder vi os til historien uden politiske undertoner eller samfundskritik. Det er fornemt orkestreret og styret af Shoham og lige så lydefrit oversat af parret Rivka Uzan og Hans Henrik Fafner.
Men indimellem savner i hvert fald denne læser, at advokatforfatteren slipper sine stramme tøjler lidt og lader både sprog og fortælling galopere lidt uden for den slagne vej mod konfrontationen mellem offer, gerningsmand og politi.
Måske i nogle af Liad Shohams andre bøger, som hverken følger samme tema eller personkreds? Der er helt sikkert mere spænding i vente fra Tel Aviv og omegn.
