Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

Sjov. Hvis man kan lide Erlend Loes (billedet) romaner, kan man nok også godt lide Sabina Erbillors debut.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Roman om mand i krise har humor som Erlend Loe

Sabina Erbillors debutroman er velskrevet og ikke usjov.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den norske forfatter Erlend Loe har vundet stor popularitet med sine sitcom-agtige romaner, hvori parforholdets, velfærdslivets og tilværelsens fortrædeligheder i almindelighed skildres med sørgmunter humor.

Omslaget til Sabina Erbillors debutroman signalerer, med sine små toiletskiltagtige menneskeikoner, helt klart Erlend Loe, og det er næppe tilfældigt, at en del af handlingen er henlagt til Norge. Er bogen så også sjov?

Tja, den er i hvert fald ikke helt usjov. Erbillor har med sin jegfortæller, Eskild, valgt at give stemme til en ung mand, der bor hjemme hos sin enkemor og (med en vis homofobisk skam) arbejder i Matas. Også storesøster er, efter et brud med kæresten, flyttet hjem igen. Mor og søster benævnes ofte ved deres fulde navne:

Småflabet og småirriterende

»Else Johansson«, »Helene Johansson«, og det er da ret sjovt. Familien Johansson er »en grim familie«, og det er der ikke så meget at gøre ved, selv om søster Helene foreslår mor Else en shoppingtur: »Dit tøj er grimt, og du kunne blive så meget smukkere, hvis du brugte mere tid på dig selv. Og det skulle komme fra Helene, som bruger så meget tid på sig selv, men stadig er grim«.

Fortællerstemmen er småflabet og småirriteret uden at være rigtig flabet eller rigtig vred. Stemningen af liv, der er gået i stå, dominerer; det dramatiske højdepunkt er en kanotur med vennerne til Norge, hvor det mest handler om, at alle bliver skideirriterede på hinanden.

Fortællerstemmen er småflabet og småirriteret uden at være rigtig flabet eller rigtig vred. Stemningen af liv, der er gået i stå, dominerer; det dramatiske højdepunkt er en kanotur med vennerne til Norge, hvor det mest handler om, at alle bliver skideirriterede på hinanden

Den eneste ting, Eskild opviser stærke følelser for, er en pind, han finder i skoven, en rigtig god pind: »Jeg husker mig selv som barn og tænker på, hvor sjældent det var, man fandt så god en pind«. Pinden bliver rekvisit i en slutning, der forberedes som en slags plottets løsning, men ikke rigtig formår at være det.

Bros before hoes

Erbillors indlevelse i perspektiv og sprog hos en 24-årig middelklassemand, der ikke rigtig har noget mål i livet, andet end at slippe for sin irriterende kæreste og score hende den lækre (som i passager adresseres i duform), er ikke ueffen. Det flyder mundret og talesprogligt af sted, med ukorrekte former som »han har haft ringet« og valgsprog på slang:

»Bros before hoes«, »Nul damer, maks. frihed«. Der er måske også forsøg på at lade en alvor tegne sig bag komikken. Eskild kredser om sin fars død, som han mistænker for at være selvpåført, og han begynder at lave en liste over »verdensmænd«, som er noget, han gerne selv vil være.

Komikken forpurrer

Men komikken forpurrer (og det er nok meget godt) et simpelt psykologiserende portræt af ung, faderløs mand i krise. Erindringen om faderens død knyttes sammen med erindringen om hamsteren Pumba, der døde af kræft i røven, og som Eskild afviser skulle være en slags fadererstatning:

»Jeg tror, den hamster var en erstatning for din far, siger Else. Det tror jeg ikke, siger jeg. Jo, du fik ham, da din far døde. Ja, men jeg kan sgu godt se forskel på en mand og en hamster, siger jeg«. Listen over verdensmænd udvikler sig også i komisk retning, søsterens ekskæreste Peter kommer i blakket selskab: »Peter. Søren Ryge. Adolf Hitler«.

Det er velskrevet og ikke usjovt, og hvis man kan lide Erlend Loe, er der en chance for, at man også vil kunne lide denne bog.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden