Marianne Larsens forfatterskab er et af den slags, der flyver under radaren. Selv om hun så sent som i 2013 var nomineret til Kritikerprisen for digtsamlingen ’Umulighedsportal’ , og selv om hun i bund og grund har skabt sin helt egen plads og niche i dansk poesi, forbliver det netop en niche. Sært nok. Dumt nok.

For her er for eksempel digtet ’AFTENEN FRÅDSER MED DUG’ fra hendes nye digtsamling, ’Hændelser i stresset melankoli’: »jeg står uden for hvor jeg bor/ skal lige til at låse mig ind// da luftens vanddamp samles/ i kugleformede dråber for natten i spindelvævet// spændt ud mellem begge dørkarmens øvre hjørner/ som aldrig nogensinde før// jeg nænner egentlig ikke at ødelægge det/ egentlig vil jeg godt se det funkle// til fuldendelse under lampen over døren/ egentlig er jeg for alene til noget som helst«.