Laura, Sanne, Kaya. Ingen af Kamilla Hega Holsts hovedpersoner deler navn med forfatteren, ingen af dem gør åbenlyst krav på en rolle som virkelighedens repræsentant. Alligevel mærker man dokumentaristens tilstedeværelse i forfatterens tredje roman, ’På træk’. Ikke som i den forrige roman, ’Sort’ (2012), hvor blandingen af sort-hvide fotografier, breve og sygejournaler gav bogen et dokulækkert look, og hvor brugen af det tilsyneladende autentiske materiale fik læseren til at hoppe med på fup eller fakta-legen.
Nej, i ’På træk’ mærker man snarere registrantens informative og forsøgsvis neutrale blik på det sexturistede Thailand, som halvdelen af bogen foregår i.
Foruden et materialegenbrug, der leder tankerne i retning af en virkelig afsenderinstans, der ligesom i ’Sort’ rumsterer rundt med skrammerne efter et alvorligt sygdomsforløb i familien, og som bruger sin egen forfattermetier som rammefortælling: Den fiktive forfatter Kaya skriver eksempelvis på »en kærlighedshistorie«, hvilket sjovt nok er titlen på Kamilla Hega Holsts egen debutroman.
Romanens liv på egne præmisser
Disse virkelighedsreferencer påvirker reelt kun læsningen, når man tager sig selv i at gå ind og redigere en formodet virkelighed på forfatterens vegne: Den afstikker til oldeforældrene Pip og Basse i Bredgade, den ville jeg have skåret væk. Eller: Hvorfor introducere en søster eller en stedmor, hvis de alligevel forbliver perifere papfigurer? Skylder forfatteren nogen noget, et eftermæle i litteraturen, f.eks.? Hvilket i virkeligheden handler om romanens liv på egne præmisser.
Men så. I onsdags bragte Politiken en Kronik med titlen ’Jeg er ikke forpligtet over for virkeligheden’, skrevet af Kamilla Hega Holst. Som det ofte er med den slags titler, handler teksten formentlig om det stik modsatte, om en forfatter, der forsøger at komme sårede og sure telefonopkald fra pårørende i forkøbet inden udgivelsen af hendes bog. Fordi hun føler sig »helt vildt« forpligtet af den virkelighed.
Skal man overhovedet læse Kroniken eller blive i romanens svævende frirum? Bidrager al den snak (Knausgård, Beck-Nielsen, Janne Teller) om autobiografi og forfatterens etiske ansvar med noget til den intime dialog bog og læser imellem?
To spor løber gennem ’På træk’, det ene følger den jegfortællende Kaya på rejse til Thailand, hvor hun besøger sin morfar, og et andet, hvor Kayas skilsmissehistorie optrævles i tredjeperson ental, datid.
Som kendere af forfatterskabet ved, er det ikke kernefamilien, der er lykken hos Holst, selv om der avles børn og holdes middagsselskaber i tapper mimen: »Som par fungerede Kaya og Carsten bedst med publikum på. De havde ofte gæster«.
To børn og en del utroskab senere står Kaya med en marginaliseret moderrolle, en plaget kunstnerøkonomi, en diskusprolaps, mærket af »årene uden at blive rørt ved«. Det er denne krop, der lander i det varme Pattaya, hvor hænder flokkes om at servicere, massere, gnubbe og gnide. »Two hundred baht«. Jo, kærlighed koster.
Uden om fordomme og klicheer
Kamilla Hega Holst styrer elegant uden om fordomme og klicheer i sin beskrivelse af Pattaya og af den 87-årige morfar, der stadig prøver at ordne familiens verdenssituation med sin svindende formue, den vildt fægtende stok og skønne filmreplikker som: »We have to get you out of Denmark«. Hun konstaterer blot ufærdige hotelbyggerier, lugten af brændt affald, tilstoppede afløb, seksuelle handler på vej i elevatoren og så videre.
