Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sky. Et af de få - og gamle - fotografier af Thomas Pynchon, der i adskillige årtier har holdt sig skjult fra offentligheden.
Foto: Arkivfoto

Sky. Et af de få - og gamle - fotografier af Thomas Pynchon, der i adskillige årtier har holdt sig skjult fra offentligheden.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Pynchon-roman er en vældig veloplagt og syret snurretur

Kultforfatteren vender tilbage til New York, hvor paranoia stadig er livets hvidløg.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Thomas Pynchon udfoldede elegante konspirationsteorier, længe før ordet blev allemandseje. Pynchon er en af de store forfattere, som en gang for alle har defineret sit tema og siden sin debut for 52 år siden har varieret det med stor opfindsomhed i sine talsvage romaner.

Pynchon skriver i sine foreløbig otte syrede og fantasifulde romaner om paranoia, konspirationsteorier og diverse former for dope & drugs. Men det er alt sammen afledte emner, som udspringer af det store dyr i Pynchons åbenbaring. Thomas Pynchons emne er kapitalismen. Udforsket med historikerens omhu og hippiens absolut upassende udflippede fantasi.

I sine romaner beskriver Pynchon kapitalismen som historisk fænomen og kommer også langt ud i det kapitalistiske udenrigsdepartement imperialismens krinkelkroge. Med berygtet minutiøs research, som Pynchon forholder sig absolut frit fabulerende til, skriver han om de store bevægelser i især den amerikanske kapitalisme. Men fokus er på den måde, hvorpå den multinationale og multidimensionale kapitalisme invaderer, invaliderer og kapitaliserer alle tilgængelige ideer, følelser og teknologier.

Intet sted eller stof er helligt for den mere vilde end milde mammon. Det handler om magt, sindelagskontrol og profitmaksimering. Deraf paranoiaen. Som Pynchon også i sin seneste bog ’Det dybe net’ skriver lystigt om. Til sine utallige bonmoter om paranoia føjer han nu dette fra den mere muntre afdeling: »Paranoia er hvidløget i livets køkken, man kan ikke få nok«.

Uanset hvor langt tilbage i tiden Pynchons romaner udspiller sig, troldspejler de nutidens økonomiske magtforhold. Men denne gang har nutiden været for saftig en luns til at lade ligge. Kongspirationsteoretikeren over dem alle har ikke kunnet holde nallerne fra den skæbnesvangre dato 11. september 2001. Uanset om man ser på tårne, der trodser ingeniørernes naturlove, mystiske forbindelser til saudiarabiske wahabitter og Bush-regeringens kreative forhold til begreberne løgn og sandhed, er der nok at tage fat på.

En syndefaldshistorie

Men ’Det dybe net’ er ikke en roman om 11. september. Den kredser om datoen og passerer den. Uden at lade den udgøre noget paranoidt klimaks. Som altid er den store ydre begivenhed en slags blændværk. En afledt effekt af dybere skred i lagene under samfundets overflade. ’Det dybe net’ er, som titlen antyder, først og fremmest en roman om internettets tidsalder. Om friheden, som nettet tilbyder, men først og fremmest en syndefaldshistorie. Hvorfor skulle nettet være undtaget fra kapitalens logik og lange arm? Hvor blåøjet har man lov til at være, når det nye store fælles sociale og økonomiske rum, som nærmest har taget over fra virkeligheden, er vokset direkte ud af det amerikanske militærs Darpa-net?

Jo, hvis noget sted nogensinde var velegnet til at fostre paranoia, så er det da nettet. Hvis verden nogensinde har oplevet en bonanza i retning af frivillig afgivelse af kontrol, privatliv og tankefrihed, så er det internettets tidsalder. Men, måske er nettet også den mulighed for at undslippe kontrol, vi har ventet på? Fritænkere såvel som storforbrydere. Hos Pynchon minder nettet ikke så lidt om stoffernes tveæggede sværd.

De logaritmer, som styrer de økonomiske spekulationer på Wall Street – »ejendommelige finansielle instrumenter, der kun kunne forstås af sociopatiske aktieanalytikere« – har for længst bevæget sig ind i samme uigennemskuelige sfære som den vildeste matematik. Mens ingen kan hitte hoved og hale i kapitalismen, styrer den vildere end nogensinde. Det er den helt store paranoiafremkaldende tryllekunst. Den lille mands muligheder for at kontrollere de store penges flugt over plankeværket er nærmest lig nul. Forude efter romanens slutning venter afsløringen af syndebukken Bernie Madoff, mens de rigeste 1 procent uforstyrrede holder poolparty i samfundets pengetank.

Indsigt som en gakket vismand

Thomas Pynchon begiver sig ud på det dybe net med selvtillid som en teenager og indsigt som en gakket vismand. Som i sin foregående roman, ’Inherent Vice’ (’Naturlige mangler’ på dansk, 2010), fastholder Pynchon en slags detektiv som hovedperson i en slags spændingshistorie. Noget usædvanligt for Pynchon er der tale om en kvindelig hovedperson. Nemlig Maxine ’Maxi’ Tarnow, der privat efterforsker økonomisk kriminalitet og i 2011 har nok at se til i kølvandet på dotcom-boblens bristen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En kvindelig hovedperson har han kun haft en enkelt gang før, og også på andre punkter er ’Det dybe net’ usædvanlig for Pynchon. Vi er tæt på nutiden, og handlingen udspiller sig i forfatterens hjemby, New York, som Pynchon ikke har erklæret sin tvivlsomme kærlighed med samme styrke siden debutromanen ’V’ i 1963.

Diverse spegede sager fører alle i retning af Gabriel Ice og firmaerne hashslinggrz og hwgaahwgh.com (Hey, We’ve Got Awesome And Hip Web Graphix Here). Ice er en ung turbokapitalist og iværksætter med et giftigt temperament, der som en haj gennempløjer det dybe net og i særdeleshed kredser om webstedet DeepArcher. Som ligner en slags ønskebrønd for nørder med våde drømme om banebrydende bleeding edge-teknologi helt ude på det muliges yderste overdrev. Men som måske er noget meget dybere. Mere omfattende, mere skønt, mere farligt, mere ildevarslende uvirkeligt end virkelighedens meatspace.

Mystiske bankforbindelser på Den Arabiske Halvø. Amerikanske efterretningsfolks forbereden sig på noget stort. Det sagnomspundne Montauk-projekt. Vennesæle gutter fra den russiske mafia. Et rend af entreprenante webgutter, som er lige så innovative, som de er tyvagtige. ’Det dybe net’ er Pynchons nedslag i et stort, skælvende og vakkelvornt tag selv-bord i den historiske sprække mellem dotcom-boblen og Twin Towers’ forvandling til det militære begreb Ground Zero.

Alle er brikker i spil

Som altid hos Thomas Pynchon er personerne ikke meget mere end deres navne, som til gengæld er en slags kode for, hvem de er, og hvad deres rolle er. Følsom realisme og tredimensionale personer er ikke Pynchons bord. Alle er brikker i spil. Både det, de selv spiller, og dem, de uafvidende spiller med i. Dog er Maxine faktisk tæt på at være en ’rigtig’ person. Måske noget af det tætteste siden Tyrone Slothrop i ’Gravity’s Rainbow’ og Benny Profane og Rachel Owlglass i ’V’.

Pynchon er en genial forfatter, der ikke fornyr sig, men som en permanent umoden storyteller hele tiden opdaterer sin unikke vision og holder sin stil frisk og sti ren. ’Det dybe net’ er vældig veloplagt og leverer over 500 sider en syret snurretur i såvel den virtuelle som den noget nær virkelige verden. En hektisk og passende uigennemskuelig intrige krydret med glimt af knivskarp indsigt og et væld af populærkulturelle referencer, som afslører Pynchon som noget af en film- buff med tvivlsom smag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På klassisk Pynchon-maner må der i ny og næ bristes i sang. Pynchons gævt gakkede ballader er svært oversættelige pasticher, og Claus Bech har valgt at lade dem stå på engelsk. Bech løber frejdigt dansk-engelsk slalom mellem Pynchons slang og akronymer. Med den strategi har han også frataget sig selv enhver undskyldning for ikke også en dag at oversætte Thomas Pynchons ’uoversættelige’ mesterværk ’Gravity’s Rainbow’ og uforlignelige ’V’.

Thomas Pynchon nævnes igen og igen til Nobelprisen, men med Det Svenske Akademis nuværende sammensætning og smagsløg er det nok mindst lige så usandsynligt, som at Haruki Murakami skulle få den. Skulle det ske alligevel, sværger jeg herved at æde mine ord og ryge et par af mine gamle underdrenge. Når Pynchons personer kan ryge bananskræller og sniffe kiwi-pulver, kan jeg vel også eksperimentere i en god sags tjeneste.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden