Der er noget råddent, noget, som ikke kan tåle at se dagens lys, men hvor slemt er det egentlig i landsbyen Bramstrup 2 kilometer nord for Tyskland, hvor en sort kat med en humpende gang bliver ved med at krydse vejen, og de lokale i Grænseværnet jagter fremmede med både rottweilere og gevær?
I Erling Jepsens nye roman udspiller tragikomikken sig endnu en gang i Sønderjylland. Året er 2004, og Jepsen binder an med landspolitikkens store temaer. Det her handler om fremmedhad, trafficking og mord – plus den sædvanlige landlige grusomhed, som man forstår på forfatteren, at hans homeland, den flade søndre provins, er så fuld af.
FORRIGE ANMELDELSE
Gunner, som har giftet sig til den lokale kro og har gjort sin hustru til et rystende espeløv af angst, er skurken. Han er den ubehagelige leder af Grænseværnet, men landbetjenten Helmuth er nu heller ikke for fin i kanten, for ellers havde han for lang tid siden stoppet det selvbestaltede vagtværns lyssky aktiviteter, herunder det, der foregår på Sigvarts usælgelige slægtsgård. Selv den flinke Peder Post lader sig rive med af stemningen, men siger dog fra, da en roma-kvinde med et spædbarn bliver fanget i en skov.
Jo, vi er langt væk fra København, og folk er ikke rigtig kloge, de ved i hvert fald ikke meget om hjertets dannelse og den slags, før en klog mand udefra i skikkelse af Christian installerer sig på Gunners kro. Han er kommet for at studere kirkebøger og forlænger sit ophold efter at være blevet lun på Gunners datter, den litteraturinteresserede Kirstine, som både er i gang med at læse om H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.
Andersen er noget forbløffet over nutiden, men scorer sig dog et tungekys fra Hassan oppe på slottet
Christian bliver af de lokale betragtet som en Erasmus Montanus-figur, en besserwisser og københavnersnude, men han ender med at komme helt ind i varmen, og det er den manglende psykologiske troværdighed i den forbindelse, som er mit største forbehold over for denne onde folkekomedie om et af tidens væsentligste emner.
Det er ellers ikke Holberg, men H.C. Andersen, som er Jepsens største inspirationskilde, ligesom Blixen satte hans forrige roman i gang. HCA spiller en fremtrædende rolle i romanen som tidsrejsende samtalepartner for Kirstine. Hans tilstedeværelse er et resultat af hendes livlige fantasi og er formmæssigt Jepsens mest modige fortælletekniske tiltag meget længe, selv om det faktum, at også Christian kan se digteren, forvirrer.
Andersen er noget forbløffet over nutiden, men scorer sig dog et tungekys fra Hassan oppe på slottet (som nu er behandlingshjem for sindslidende) og ved så pludselig, hvad et kys er! Kirstine og gamle Andersen har ellers lige spurgt hinanden, om man virkelig skal helt til Harzen for at møde folk, der er søde ved hinanden helt af sig selv.
Det er også nyt, at Jepsen er så kriminalistisk, og det virker. Som læser vil man have at vide, om al denne dår- og ondskab får lov at fortsætte, men også om forfatteren evner at forløse sin historie, som han gør det i bøgerne om familien fra Gram, der er fortalt så psykologisk overbevisende, at man får lyst til at give den selvmedlidende fader, skadevolderen, røvfuld op til flere gange.
Her er det, jeg ikke synes, Jepsen leverer varen. Gunner og Birthes ægteskab og datteren Kirstine er ikke beskrevet, så man for alvor mærker de familiesmerter, som opregnes. For få af de centrale personer gestaltes, så man forstår dem på deres egne præmisser. For meget forsøges skrevet hjem på udråbstegn, når pointer skal understreges.
Og jeg køber altså ikke det totale stemningsskift, som finder sted, da alt kulminerer, og hjertedannelsen viser sig ikke kun at være i landflygtighed.
