Lyt til artiklen
Jan Sonnergaard har altid haft sans for den særlige storbyfølelse, som består af lige dele eufori og smerte. Som hovedpersonen Jesper selv siger i ’Frysende våde vejbaner’: »Der er jo altid en eller anden form for skønhed gemt i det forfærdelige«.
Det er der måske, men selv de mest hardcore 80’er-bohemer må sande, at man ikke kan immunisere sig over for verdenspresset, uanset hvor meget Lou Reed eller Patti Smith man har lyttet til i sin – lange – ungdom.
