Ahmad Mahmoud er dansker med palæstinensisk baggrund, maskinmester og nu forfatter. Hans bog er en kritik af en ghettokultur, der holder sine børn fanget i en voldelig mekanik, der ikke har andet formål end reproduktionen af familien og opretholdelsen af dens hierarki.
Bogen indledes med et citeret digt af den libanesisk-amerikanske digter Kahlil Gibran: »Jeres børn er ikke jeres børn./ De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv«. Smukke vers, og smukt, at Mahmoud på denne måde henter kritikken af den arabiske kultur, han er vokset op med, hos en arabisk digter.
Gennem en række erindringsstykker, der bevæger sig nogenlunde kronologisk gennem Mahmouds barndom, får man billedet af en dreng, hvis sunde fornuft slet og ret står uforstående over for de hierarkier mellem generationer, køn og søskende, der hersker og håndhæves med vold i ghettoens ’parallelsamfund’.
Som den yngste bror i en søskendeflok på syv har han gennem sin opvækst rangeret lavest i hierarkiet og haft den indiskutable tjans som stikirenddreng: Køb lige smøger til far, køb lige ind for mor, pas lige din brors børn.
En af Ahmad Mahmouds pointer er, at vejen til frigørelse går gennem kvinderne
Rimelig vild er situationen, da han som gymnasieelev bliver beordret til at flytte ind hos sin brors gravide kone, mens broderen er i fængsel, og passe hendes børn og husholdning, samtidig med at han forsøger at passe sin skolegang.
Far som almægtig patriark
Man har lyden af mange smældende lussinger i hovedet efter endt læsning: Far slår sine børn, far slår sin svigerdatter, bror slår søster eller yngre bror, arabisk skolelærer slår elev.
Indimellem bliver det værre end slag, som da far brændemærker sin yngste søn med en cigaret, fordi sønnen efter at have hentet cigaretter til ham 10 gange på en dag spørger ham, om det ikke er haram at ryge. Eller når storebror for sin fornøjelses skyld torturerer lillebror med kolde afvaskninger og tæsk. Eller da politiet stormer lejligheden og lægger hele familien i håndjern, fordi en af brødrene har været involveret i en skudepisode.
Det hele opleves gennem drengen Ahmad, der står uforstående over for al den magtudøvelse og ikke kan se den som andet end de afmægtiges paradeopvisning.
Eksempelvis skildrer han kontrasten mellem far som almægtig patriark derhjemme og far, når han tøffer sølle rundt i indkøbscentret (som i øvrigt bare hedder ’Bilka’: »Bilka bruges om et hvilket som helst sted i Hundige Storcenter – vi kalder bare det hele for Bilka«).
Langsomt siger Ahmad fra, selvom man kan følge og forstå, at det kræver stor selvovervindelse. Med bogen tager Mahmoud løsrivelsens endelige skridt og ønsker med sin egen historie som eksempel at inspirere andre til samme frigørelse.
Et vigtigt opråb
En af Ahmad Mahmouds pointer er, at vejen til frigørelse går gennem kvinderne:
»Hvis kulturen nogensinde skal ændres, skal mændene have mundkurv på, og kvinderne skal slippes fri. Fri fra kulturens lænker, der fastholder dem i et analfabetisk, børnesavlende madslave-helvede«. For Mahmoud er mændene uden tvivl »det svageste køn« – de er så svage, at de åbenbart ikke kan styre deres seksualitet offentligt, hvis ikke kvinderne dækker sig til.
