Hvordan skal vi forholde os til de menneskeskabte klimaforandringer? Kan vi overhovedet forholde os til og reagere på dem? Kan politikerne? Kan forfatterne og digterne?
Det er et faktum, at den danske samtidslitteratur har været optaget af klimakrisen i en hel del år nu. Det ville da også være sært, hvis ikke den var det. Men det er den. Man kan bare nævne navne som Theis Ørntoft, Ursula Scavenius, Caspar Eric, Lea Løppenthin, Kristian Byskov, Lars Skinnebach, Victor Boy Lindholm, Charlotte Weitze, og man kunne sikkert blive ved. Men hvordan skal denne klimakriselitteratur læses. Hvor kynisk og pessimistisk (eller omvendt: hvor optimistisk) kan en sådan type samtidslitteratur eksempelvis tillade sig at være? Og hvor kritisk har man som litteraturkritiker lov at være?
