Cecilie Linds fjerde bog, der bærer den ret fortrinlige titel ’Scarykost’, fortsætter, hvor hendes forrige, langdigtet ’Strunk’ fra sidste år, slap. Nemlig med spiseforstyrrelsen, som i de skiftevis spinkle og monstrøst ekspanderende digte og tekster i ’Scarykost’ er et endnu mere direkte omdrejningspunkt end i ’Strunk’.

Scarykost er det kælenavn, spiseforstyrrelsen er udstyret med, en personifikation af sygdommen, som en del af bogens tekster tager form af lange sludrende breve til: