Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Hovedpine. Når forbrugerisme stiger én til hovedet. Illustration fra bogen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Fight Club genopstår og eksploderer nu i grafisk form

Tyve år efter sin grundlæggelse dukker Fight Club-fænomenet op igen. Nu som graphic novel.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den første og anden regel i Fight Club er, at man ikke snakker om Fight Club.

Hvorpå alle selvfølgelig snakkede om ’Fight Club’!

Og gjorde det med god grund. Chuck Palahniuks roman fra 1996 blev i 1999 til en film instrueret af David Fincher med Brad Pitt og Edward Norton i hovedrollerne som de to mænd, der grundlægger Fight Club og viser sig at være to sider af den samme personlighed. Filmen var omdiskuteret ved sin premiere, men er senere blevet kult.

’Fight Club’ blev først et fænomen. Så en kulturmyte. En myte om de moderne mænd, som kastreret af feminisering og gjort farveløse af reklameindustriens flade idealer går til modangreb ved at slippe den indre kriger løs og pudse ham på hinanden.

Nu dukker Fight Club op igen 20 år efter sin grundlæggelse, men denne gang som graphic novel. En fortsættelse skrevet af Chuck Palahniuk og tegnet af den ekstremt dygtige Eisner-prisvinder Cameron Stewart.

Ikke underlagt Hollywoods formkrav

Den navnløse hovedperson kalder sig nu Sebastian. Han hænger fast i det småborgerlige rutineliv igen. Det er en måde at overleve på. Så længe han tager sine mange piller, går det an. Men han er stadig sammen med Marla, og hun keder sig bravt. Ikke mindst seksuelt.

Hun begynder at snyde med hans medicin, og snart dukker Sebastians andet jeg, overmennesket Tyler Durden, op igen. Parat til at genoplive Project Mayhem.

Tegneserien er ikke underlagt samme krav som en hollywoodfilm. Der er ikke lige så mange millioner på spil. Den skal ikke forstås af alle, og der er vide rammer for fortællelogikken

Tegneserien er ikke underlagt samme krav som en hollywoodfilm. Der er ikke lige så mange millioner på spil. Den skal ikke forstås af alle, og der er vide rammer for fortællelogikken. Så selv om David Fincher tog mange chancer, var filmen ’Fight Club’ ikke desto mindre så lige ud ad landevejen som en brugsanvisning sammenlignet med ’Fight Club 2’.

Finchers fødselsdag:

At skildre mennesker med flere personligheder i fuldt flor er altid en seriøs dramatisk udfordring. Lettere at forstå bliver det selvsagt ikke, når man befinder sig i en kunstart, hvor man sætter en ære i at fyre den af og strække fantasien til dens yderste grænser.

Man skal med andre ord holde på hat og briller, men selv når jeg gør det, er jeg ofte i tvivl om, hvad pokker der foregår, og hvad der er drøm og virkelighed. Og efterhånden i tvivl om, hvorvidt den slags begrænsende koncepter overhovedet har nogen værdi her i denne skønt udfordrende tegneverden.

Mindre kompliceret bliver det ikke af, at Chuck Palahniuk i ekstrem grad lader der gå meta i den. Palahniuk optræder selv som fortæller i bogen. Uden nærmere forklaring træder han ind og ud af fortællingens postulerede virkelighed. Palahniuk og hans støttegruppe diskuterer fortællingen, men også fiktive læsere af Palahniuks fiktion bryder ind og blander sig med bestemte krav til historien.

Læserne er fiktive, men har en pointe. De hævder, at ’Fight Club’ er blevet en selvstændig og selvreproducerende idé. Et mem – et kulturelt gen – der har etableret sig i verden, fået sit eget liv og på mange måder nu er hinsides forfatterens kontrol.

»Ideer er virkelige, det er vi ikke«, hedder det på et tidspunkt i en historie, hvor ideer og memer muterer og breder sig udenfor menneskelig kontrol.

Fight Club i 00'erne:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tyler Durdens overmenneskedrømme bliver nu for alvor ført ud i livet. Som om der er tale om en tegneserie med superhelte og superskurke. Og det er der på en måde også, selv om helten er en tobenet portion bankekød, der stadig kredser manisk omkring ofre for dødbringende sygdomme for selv at mærke en slags liv. Hans andet jeg og arvefjende, Tyler Durden, antager derimod stadig tydeligere lucifersk karakter.

Det er en fortælling, som i glimt og fragmenter leverer kulturkritisk skyts til en gennemhegling af et indholdstømt forbrugersamfund, men det er også en fortælling, som flipper så meget ud, at man spejder forgæves efter et konkret tema.

’Fight Club 2’ er et endnu vildere ridt end den første historie. Alle grænser bliver konsekvent brækket ned og vredet af led. Det gør det til en både forvirrende og fascinerende fortælling. Alt kan lade sig gøre i en tegneserie. Det er det fede.

Det lugter lidt af intellektuelt blålys, men der er så meget power i fortællingen, at man rives med. Ikke mindst takket være Cameron Stewarts tegninger og grafiske overblik og fantasi, der sammen med Dave Stewarts farvelægning bare er i absolut topklasse fra start til slut.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden