Tiden ser ud til at gå. Nogle gange skal der voldsomme begivenheder til, et dødsfald for eksempel, for at vi for alvor bemærker det. Andre gange er det en edderkop i et spind, en fugl på en foderautomat eller en lugt af kaffe, der i et langt og dybt sekund får verden og vores plads i den til at fremstå med knivskarp tydelighed. Bøger kan have samme effekt, og en sådan er Don DeLillos virtuose roman 'Kropskunstneren', som skal læses alene for de første 26 siders beskrivelse af et ægtepars morgensnak i gammelt hus, de har lejet. De ved det endnu ikke, hun ved det i hvert fald ikke, men det bliver deres sidste stund sammen, for om aftenen har han skudt sig selv, og måske var det derfor, at hun, som en slags forudanelse om det forestående tab, så ham og müslien og vandet i vandhanen og fuglene udenfor så klart som aldrig før? Don DeLillo, herhjemme kendt for store bredtflyvende romaner som 'Underverden' (1999) og 'Hvid støj' (2000), indtager en særlig position som litterær udforsker af det brogede sociologiske og mentale landskab, ethvert barn kender som 'Amerika' eller 'USA' med dets mix af baseball, blodplettet politik og begær af enhver art. Med 'Kropskunstneren' betræder DeLillo med stor dristighed nyt land i sit forfatterskab ved at erstatte det kamera, han normalt lader fokusere på Amerikas mest fotogene sider, med en sonde, der evner at sende ultraskarpt fra alt det, som rører sig dybt inde i et enkelt menneske, en yngre kvinde - efter at hun uventet har mistet sin mand. Kvinden hedder Lauren Hartke, hendes mand, en bedaget filminstruktør, hed Rey, og hvis man spørger Lauren, hvorfor hun sidder foran computeren midt om natten og kigger på webkameraets direkte optagelser af en tosporet vej i Kotka i Finland, er det, fordi det tømmer hendes sind og giver hende en sært stimulerende fornemmelse af tidens gang at iagttage et sted, hvor der absolut intet sker, mens sekunderne tikker på skærmens digitale display.