Et digt er ikke færdigt, før det er trykt. Så længe det bare ligger i skrivebordsskuffen eller på harddisken, kan man stadig rette i det - eller fortryde det. Når det er trykt, findes det - i princippet - til evig tid. At se sig selv på tryk kan være en både frydefuld og forfærdelig oplevelse, men for de fleste digtere er det under alle omstændigheder nødvendigt. For først når et digt er trykt og dermed helt færdigt, kan man for alvor skrive et nyt. Bogformatet - digtsamlingen - kræver både tålmodighed og overblik, og netop de to ting har man måske ikke så frygtelig meget af når man er helt ung. Derfor er det godt at Hvedekorn findes. Her kan især unge digtere få oplevelsen af at se sig selv på tryk - og dermed komme videre. Andre kan naturligvis også læse med, men det er der nu ikke så mange der gør. Hvedekorn har altid været en solid underskudsforretning. Viggo F. Møller, der redigerede tidsskriftet i trediverne og fyrrerne, da det hed Vild Hvede, betalte det af egen lomme, og trods statslig tidsskriftstøtte løber det stadig ikke rundt. Men Hvedekorn er et godt eksempel på, at oplagstal og penge ikke er det eneste, der tæller, for det ydmyge og lidet læste tidsskrift har faktisk spillet en væsentlig rolle for dansk litteratur.
Poesiens kravlegård
Lyt til artiklen
