Til forskellige tider er det forskellige ting, der gør en kvindeskæbne kikset. Indtil midten af dette århundrede var det ikke at blive gift (og det er det vist igen). Til andre tider var det giftermålet, der var det store kiks - meget afhang dog af, om der var et alternativ, hvilket det som bekendt skortede katastrofalt på. I 1960erne var en kvinde mislykket, hvis hun ikke var en god mor - uanset hvor mange penge hun forsørgede familien med. Det fortæller den svenske forfatter Kerstin Thorvall om i romanen 'Fra Signe til Alberte', der former sig som den nu 70-årige fortællers replikker til romanfiguren Alberte fra Cora Sandels ungpige-udviklingsromaner fra 1920erne og 1930erne. De fik en renæssance hos 1970ernes feminister, og 'Fra Signe til Alberte' virker da også lidt som en forsinket 1970erbog. Men det gør den samtidig til et velgørende indspark her i 2001, fordi kvaliteten i romanen, som er den tredje i en trilogi, står distancen. Man læser fascineret, ja nyfigent videre om den meget naive Signe, der af sin enlige mor er meget bornert 'kristent' opdraget (der har svenskerne altså en tungere arv end de fleste danskere). un hægter sig på en kun svagt interesseret ung mand, bliver gift med ham lige efter krigen, får børn, men kan ikke tilpasse sig moderrollen. Arbejdet derimod: »Det har aldrig svigtet mig. Mænd og forelskelser er kommet og gået, jeg har haft det dårligt af medicin, men arbejdet har hele tiden været det bedste angstdæmpende middel«.
Angst eller forkælet?
Lyt til artiklen
