0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Angst eller forkælet?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Til forskellige tider er det forskellige ting, der gør en kvindeskæbne kikset. Indtil midten af dette århundrede var det ikke at blive gift (og det er det vist igen).

Til andre tider var det giftermålet, der var det store kiks - meget afhang dog af, om der var et alternativ, hvilket det som bekendt skortede katastrofalt på.

I 1960erne var en kvinde mislykket, hvis hun ikke var en god mor - uanset hvor mange penge hun forsørgede familien med.

Det fortæller den svenske forfatter Kerstin Thorvall om i romanen 'Fra Signe til Alberte', der former sig som den nu 70-årige fortællers replikker til romanfiguren Alberte fra Cora Sandels ungpige-udviklingsromaner fra 1920erne og 1930erne.

De fik en renæssance hos 1970ernes feminister, og 'Fra Signe til Alberte' virker da også lidt som en forsinket 1970erbog.

Men det gør den samtidig til et velgørende indspark her i 2001, fordi kvaliteten i romanen, som er den tredje i en trilogi, står distancen.

Man læser fascineret, ja nyfigent videre om den meget naive Signe, der af sin enlige mor er meget bornert 'kristent' opdraget (der har svenskerne altså en tungere arv end de fleste danskere).

un hægter sig på en kun svagt interesseret ung mand, bliver gift med ham lige efter krigen, får børn, men kan ikke tilpasse sig moderrollen.

Arbejdet derimod: »Det har aldrig svigtet mig. Mænd og forelskelser er kommet og gået, jeg har haft det dårligt af medicin, men arbejdet har hele tiden været det bedste angstdæmpende middel«.


Angsten skyldes den tunge arv fra dels moderens snævre opdragelse og store forventninger, dels den afdøde fars sindssyge, som hun nok har arvet en snert af.

Forholdet til moderen er endnu mere belastende og belastet, end forholdet til ægtemanden bliver, men Signe har succes som modetegner, hun rejser jævnligt til Paris (det var mondænt i 1940erne!), hendes tegninger fra de store modehuse pryder damebladsforsiderne, og udefra ser alt godt ud.

Men hun har forfærdelige angstanfald i paradoksale situationer - nemlig ikke når der er krise eller fare på færde, men altid når idyllen og succesen truer. Og så må hun gå hjemmefra eller blive fysisk syg for at have en undskyldning.

Omverdenen (mand, mor, naboer) finder hende forkælet og hysterisk, og læseren er indimellem lige ved at give dem ret. Det får kun bogen til at virke mere ærlig (selvbiografisk?) og engagerende.

Og det er tankevækkende at se, at det, de 30-årige giftelystne kvinder drømmer neurotisk om her ved årtusindskiftet - det var det, der var ved at kvæle en medsøster for 50 år siden.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce