Bittersøde postkort

Lyt til artiklen

Salman Rushdie opfandt udtrykket 'fantasiens hjemlande' for at navngive det sære sted midt mellem et hjemland, der for evigt er tabt, og et nyt land, der aldrig helt vil kunne tilegnes og gøres fortroligt. Den herboende chilener Rubén Palmas 'Fra lufthavn til lufthavn' afsender ti bittersøde, overvejende selvbiografiske postkort, eller 'skønlitterære kronikker' som forlaget kalder dem, fra dette grænseland. Men han udvider feltet til at gælde mellemrummet mellem de to køn, mellem to nationalsprog og kulturer, mellem livet og døden, mellem fortid og fremtid. Den røde tråd er metaforen om vores liv som en transithal. Og selv om undertitlen udtrykkeligt siger, der er tale om 'indvandrerfortællinger', viser Palma meget fint, at disse erfaringer ikke er forbeholdt f.eks. den eksilerede chilener og den kærlighedssyge mand fra Bangladesh, han kortvarigt lader tørne sammen i Helsinki, den ene på håbløs jagt efter sin udkårne finnepige, den anden splittet mellem sin danske og sin chilenske kæreste. Palma forfægter en helt usentimental, befriende og undertiden ret barsk linje som siger, at vi skal: »omfavne vores skæbne«. Én lille nyankommen, chilensk pige lader han svæve: »mellem himlen (...) og sin mor og livet i Vestervig«, uden at røbe hvilket valg hun træffer; en mand er fanget mellem »den tid, som allerede var spildt, og den tid, som han var i gang med at spilde«. Brændpunktet er forholdet mellem distance og intimitet, fortrolighed og fremmedhed, og Palma behandler sit emne med en charmerende, ramsaltet humor og en livsklog nerve der gør hans små fortællinger til absolut anbefalelsesværdig læsning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her