Jeg døde i begyndelsen af tresserne. Sådan lyder første linje af digtet 'Døden i Vanløse' fra dagens samling. En katastrofe med kattelem, kunne man kalde figuren, som jo karakteriserer så meget af Benny Andersens digtning. Et 'jeg', der siger 'jeg', må vel være levende, så døden må lissom være gået over undervejs. Her har vi sikkert også en af de mange gode forklaringer på, at Benny Andersen må trækkes med titler som 'nationaldigter' og 'ærkedansker', for vi elsker jo den dér reduktion af de store absolutter til dagligdags overkommelighed. 'Døden i Vanløse' viser sig at bero på en misforståelse og slutter i lutter lettelse over: »at have lagt det værste bag mig«. Men så nemt slipper nu nok hverken Benny Andersen eller vi andre. Og hvis vi et øjeblik dropper alt det om vores alle sammens folkekære og ufarlige fætter Benny; hvis vi prøver at læse de her digte i stedet for som sædvanlig bare at slubre dem i os som rødgrød (hvad allerede titlens kulinariske 'Sjælen marineret' ellers frister til), så er det død, drift, fare og afsked, som løber ildevarslende gennem hele samlingen. Selvfølgelig slår han det hen, »Dén går ikke du gamle«, digteren, eller jeg'et, eller hvem det nu er, der skriver. Men lad os ikke sådan verfe af, lad os læse. Samlingen falder i tre dele: Før, Drømmebilleder og Siden. Og apropos hvem, der skriver, er der i midterdelen nok nærmest sat en vikar ind, nemlig Andersens underbevidsthed, som skriver drømme ud. Titeldigtet, som står aftrykt her på siden, samler ganske godt programmet for denne drømmedel: det uventede, det absurde, farlige, forvirrende, men også det rørende, pudsige, komiske, alt marineret og måske alt i alt lovlig spiseligt.