Den store verden trænger ind i de små verdener. Hverken som nationalstat, familie eller individ undgår man følgevirkningerne, når økonomierne bliver indbyrdes forbundne, og informationsmængden og netværkerne forstærker den enkeltes oplevelse af, at kompleksiteten har antaget uoverskuelig og kaotisk karakter. Det er blevet sin sag at orientere sit moralske kompas i en dot.com-verden, hvor faste normer er blevet flydende og autoritet, og dobbeltmoral i familiemønsteret er blevet erstattet af de usikre manøvrer, der følger med, når næsten intet adskiller de frie valg fra de frie fald. Det er denne tingenes tilstand, Jonathan Franzen skildrer sublimt med sindrige detaljer og panoramisk overblik i sin roman 'The Corrections'. Her benytter Franzen sig med stort held af et gammelt velprøvet kneb. Nemlig at lade samfundets moralske spørgsmål blive sat på prøve i familiens mere overskuelige kreds. Jonathan Franzen har fået de amerikanske anmeldere til at overgive sig på nåde og unåde. Heldigvis ikke kun fordi Franzen strittede imod, da Oprah Winfrey ville have 'The Corrections' som Månedens Bog. For 'The Corrections' fortjener hvert eneste rosende ord.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























