Hård som flint

Lyt til artiklen

Den engelske journalist Paul Eddy er et nyt navn som kriminalforfatter, men han er kommet godt fra start med en forrygende historie om international gangstervirksomhed og sammensværgelser på kryds og tværs af politikorps, efterretningstjenester mv. i en stribe forskellige lande. Eddys hovedperson, Grace Flint, er en ægte actionheltinde, men som navnet antyder, er hun ikke kun hård, men også overordentlig yndig. Historien om hende begynder i flyvende fart med et mislykket forsøg på at infiltrere en forbryderbande, der også omfatter korrupte politifolk. Fiaskoen koster Grace Flints kollega livet, og selv bliver hun så groft mishandlet, at hun først efter en omfattende plastikkirurgisk rekonstruktion er klar til at genoptage arbejdet. Under efterforskningen af en sag om pengevask kommer Grace Flint på sporet af den mand, der stod bag mishandlingen af hende, hvorpå hun naturligvis indleder en privat menneskejagt for at få hævn. Jagten går over stok og sten, bl.a. til Cypern, og der brækkes mange knogler og udgydes meget blod undervejs. Men undervejs bliver der også tid til at dyrke hovedpersonens mere følsomme sider, hvilket Eddy gør ganske overbevisende, selv om det er actionsekvenserne, der synes at interessere ham mest. Der er mange forrædere på banen, og tvivlen om, hvem heltinden egentlig kan stole på, bevares til det sidste. 'Flint' er kort sagt en gevaldigt underholdende knaldroman, som burde kunne appellere til såvel mandlige som kvindelige læsere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her