Forår fortjener vi ikke. Hvidtjørn blomstrer helt af sig selv, og lykkens dør nytter det ikke at sætte skulderen imod, for den åbner udad. Det vidste Kierkegaard, og det ved vi andre vel også ved nærmere eftertanke: Man kan nå langt ad viljens vej, men ikke ud til lykken. Den kommer kun som en gave. Eller som en gåde. At læse Marcel Proust er at give sig gåden i vold: Hvorfor er vi pludselig tilbage i barndommens land? Hvorfor er vi pludselig forelskede? Hvorfor er vi pludselig ude af os selv? Tag nu for eksempel Charles Swann, omkring år 1900 en kendt parisisk jøde, rentier, élégantier, dameforfører og kunstsamler, som efter sigende er hemmeligt optaget af at skrive en banebrydende bog om Vermeer van Delft. Denne dandy ved lige præcis, hvilke kvinder han tænder på, og de står nærmest i kø. Men så går han alligevel en dag hen og forelsker sig dybt, inderligt og katastrofalt i en kvinde, som overhovedet ikke er hans type, hverken på krop eller sjæl. Hun hedder Odette de Crecy og er en luksusludder med vulgære vaner, som står fuldstændig i kontrast til Swanns raffinement. Hvad vil han dog med hende? Ingenting. Forsvarsløst rammes han af forelskelsen, som finder frem til hans sind ad veje, der ligger hinsides vilje og beslutninger. Det begynder med, at han en dag i selskab med Odette hører et stykke musik, som en gang tidligere har gjort indtryk på ham. Navnlig er der en bestemt lille frase, som sætter et eller andet i bevægelse. Gnisten er tændt og løber langs lunten, men forelskelsen eksploderer først for alvor, da kunstelskeren Swann pludselig en dag bliver slået af Odettes lighed med en kvindeskikkelse på en fresko af Botticelli i Det Sixtinske Kapel. Så ser Swann ikke længere Odette, han erindrer hende; som musik; som kunst. Han er vildt og viljesløst forelsket. I Odette? I Botticelli?