Eik Skaløe døde i oktober 1968. Stemmen fra Steppeulvene tog sit eget liv. Han blev kun 25 år, men havde nået at leve vidt og bredt og krævet alt af sig selv. Hans skelet blev fundet i Ferozepore i Punjab. Ved siden af fandt man en dagbog med to beskrevne sider. Et farvel til familien og en besked til myndighederne, hvori han påtog sig ansvaret for sin egen død. Brevet er aftrykt på side 63 i 'Ønsket om ordliv'. Titlen på en bog som rummer Eik Skaløes efterladte lyriske tekster. På bagsiden af bogen ser man den tungt frankerede konvolut med afskedsbrevet og Eik Skaløes pas. Nej, det er ikke en udgivelse, man sådan uden videre kan vurdere som digtsamling. »Det må være på tide, at Eik selv kommer til orde, uddyber sin personlighed, inden den udhules af fritsvævende fortolkninger«, begrunder søsteren Iben Lassesen i forordet til udgivelsen. Uden at komme nærmere ind på, hvad disse truende, fritsvævende fortolkninger går ud på.
Steppeulvens svanesang
Lyt til artiklen
