0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Angst og ondskab

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I de såkaldt gotiske fortællinger vrimler det med dobbeltgængere, labyrinter, spøgelser, vampyrer, magiske forvandlinger og dæmoner. Man færdes gerne rundt på slotte, hvis skumle gange sætter skub i uhyggen, der i en dreven forfatters hånd i lige mål udspringer af overnaturlige kræfter og af det ubevidstes angstfremkaldende lag.

Den gotiske fortælling er grundlæggende en gammeldags måde at beskæftige sig med det irrationelle på og iscenesætte psykologiske forhold. Sådan fortolker vi det i hvert fald i dag, hvis vi ikke bare lader os fascinere og kildre af spændende historier, der appellerer til fornemmelsen af, at der er mere mellem himmel og jord, end vi lige kan forklare.

Alle de ovennævnte gotiske ingredienser er til stede i Bodil Steensen-Leths syv fortællinger i samlingen 'Guds øje'. Men spændingen er det så som så med, for den episke fremdrift mangler, og den må til i denne genre, der kræver en åndeløs bladen videre side for side. Det er det, der skal sikre, at fornuften sættes ud af kraft, og man overvældes af den irrationelle uhygge, vi alle kender momentvis.


Men ærlig talt, hvor troværdigt eller interessant lyder det, at en kvinde ikke tør passere et portræt af en general i sin egen korridor og kommanderer sin hund til at gå frem foran sig for at ende med at få den i struben.

Vel forbi maleriet i halen på hunden bøjer hun sig ned for at klappe den og opdager da, at den forvandler sig til »en kamphund fra svundne århundreders krigsskuepladser«. Den kaster sig over hende, og så er det ude med hende og den historie, der hedder 'Portrættet'.

Inden da har forfatteren, da hendes hovedperson skulle forbi maleriet, forsynet hende med ræsonnementer af typen: »Det, der forestod, var en kamp inden i hende selv. Og den ondskab, som hun følte, gemte sig bag generalens lysende øjenglugger, var en hidtil uerkendt ondskab inden i hende selv«.

Så er det sandelig også stavet ud - helt i modstrid med genren, der gestalter psykologiske forhold uden at fortolke dem - i denne nødtørftigt fortalte historie, der bare er kedelig.


En romantisk fortælling handler om en fuglelignende kvinde, der kommer ind i et kunstnerkollektiv og skaber vild uhygge. Om natten forvandler hun sig naturligvis til en truende ugle, og samtidig føler mændene, at de har deltaget i alt muligt seksuelt med hende, selv om de har været alle mulige andre steder.

Chok og sammenbrud hos det kvindelige medlem af kollektivet og erotisk fastnaglede mænd, der vrister sig fri, lige inden dæmonen går på vingerne/sætter sig ind i bilen, bliver resultatet.

I novellen 'Onkels slot' viser det sig, at vi er uden for tiden, og at hovedpersonen i virkeligheden færdes blandt spøgelser. Bodil Steensen- Leths brug af den gotiske genre er naiv, en flad parodi på 1800-tallets brug af den.

Det er ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre i dag. Nutidige forfattere har på suveræn vis benyttet genrens træk, som Rowling i 'Harry Potter'-serien og Pullman i sin trilogi indledt med 'Det gyldne kompas'. Og det er ikke bøger, der bare virker på børn.


De to sidste noveller er mere realistisk forankret i deres behandling af en underliggende angst. Titelnovellen 'Guds øje' er indlejret i et barns traumatiske forhold, der kommer til syne i hendes erindring og billeddannende sprog.

Men stadig er der noget vældig konstrueret over det hele. Og skematisk er slutnovellen med den ironiske titel 'Idyllia' om to aldrende ægtefællers knusende onde replikskifter med hinanden.

Det virker, som om Bodil Steensen-Leth har samlet sammen, hvad hun havde i skrivebordsskuffen.

Matte gotiske historier, der ikke tror på deres egen farlighed.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu