»Alt det, der findes i skabelsen, findes i jer, og alt det, der findes i jer, er i skabelsen. Der er ikke nogen grænse mellem jer og de næreste ting, og der er ingen afstand mellem jer og de fjerneste ting«. Citatet kunne stå i en hvilken som helst spirituel citatsamling og gør det muligvis også, for det stammer fra forordet til en af de mest citerede bøger i den åndelige litteratur, Kahlil Gibrans 'Profeten' fra 1923. Heri taler en profet, der har opholdt sig i byen Orphalese i tolv år, til byens indbyggere, mens han venter på det skib, der skal bringe ham hjem til hans fødeby. I hans hjerte er der både sorg og glæde. Sorg fordi han skal forlade sine venner, glæde fordi han omsider kan vende hjem. I 26 små opsatser delagtiggør profeten orphaleserne i sin visdom, der rækker fra dagligdags ting som mad og tøj til de store emner som selverkendelse, frihed og religion. Den røde tråd er en længsel efter enhed og forsoning mellem modsætninger. Her gælder enten-eller ikke, men i høj grad både-og. Hør blot, hvad han siger om forholdet mellem fornuft og lidenskab: »Fornuft og lidenskab er jeres omflakkende sjæls ror og sejl. Hvis enten jeres sejl eller ror går i stykker, kan I kun flakke omkring på verdenshavet eller ligge for anker mellem to vande. For hvis fornuften skal herske alene, lægger den beslag på styrken, og hvis lidenskaben får ubegrænset råderum, vil den brænde sig selv op«. Fornuften og lysten bør derfor behandles som to højtærede gæster i ens hus: lige godt. Også ægteskabet trives med både-og-filosofi, idet profeten opfordrer sine tilhørere til at elske hinanden, men undlade at lave en lænke ud af kærligheden, og i afsnittet om smerte står der, at smerte ikke behøver være mindre fantastisk end glæde. Den, der kan acceptere hjertets årstider, opnår ro og afklaring.